Admiral: Grønland på kurs mod ny Titanic-katastrofe
Flere og flere skibe finder vej til Grønland. Derfor har Grønlands Kommando brug for flere skibe og fly til søredning og overvågning, ligesom Danmark vil gå til FN for at få indført regler for sejlads i arktiske områder, skriver berlingske.dk.

International søfart har kurs mod et forlis i Grønland, der kan blive ligeså katastrofalt som i 1912, da passager-skibet »Titanic« forliste i Nordatlanten efter kollision med et isbjerg.
Sådan lyder advarslen fra lederen af Grønlands Kommando, kontreadmiral Henrik B. Kudsk, der varetager den danske søredningstjeneste i Grønland og resten af Nordatlanten.
Advarslen kommer, fordi Grønlands Kommando med de nuværende ressourcer ikke kan følge med i en udvikling, hvor et voldsomt stigende antal krydstogtsskibe og transportskibe finder vej til de grønlandske og arktiske farvande, der ofte er isfyldte og uforudsigelige og mangler at blive kortlagt.
Antallet af passagerer fordobles
Således vil antallet af krydstogtskibe til Grønland ifølge Henrik B. Kudsk stige fra 30 skibe med i alt 23.000 passagerer om bord i 2007 til omkring 45 skibe med 55.000 passagerer om bord i 2008.
»Hvis udviklingen fortsætter, og vi ikke følger med, får vi på et eller andet tidspunkt en ny Titanic-katastrofe,« vurderer han.
Han henviser bl.a. til, at det sidste år »var meget tæt på at gå galt nede ved Antarktis«, da krydstogtskibet »Explorer« sank. Kun gunstige vejrforhold og andre skibe i nærheden sørgede for, at samtlige passager og besætningsmedlemmer overlevede.
Politisk opbakning
Den socialdemokratiske formand for Danmarks delegation i Nordisk Råd, Niels Sindal, er enig i, at der »er en voldsom udvikling i gang i Arktis«, ligesom beredskabet i Grønland »ikke er tilpasset i dag« og »stort set er det samme, som da »Hans Hedtoft« gik ned i 1959«.
Derfor vil Niels Sindal »være med til at sørge for midlerne« til at sikre, at der »er et forsvarligt beredskab,« som han udtrykker det.
»Går det først galt, så går det rigtig galt. Også miljømæssigt. Når året er omme, er der givet 12 licenser til olieefterforskning i Vest- og Sydgrønland. Det betyder forøget trafik, og bliver der fundet noget, der ligner en kop olie, bliver der endnu mere aktivitet,« siger han.
Henrik B. Kudsk vurderer, at Grønlands Kommando har brug for »permanent flydækning året rundt« for at kunne varetage bl.a. overvågning, søredning og fiskerikontrol »i et område så stort og mægtigt som Grønland«. Dertil kommer, at flyet skal være fast stationeret i Grønland. I øjeblikket råder Grønlands Kommando kun over et Challenger-fly otte dage om måneden, en Lynx-redningshelikopter på inspektionsskibet »Vædderen«, ligesom Grønlands Kommando kan råde over to 40 år gamle helikoptere fra Air Greenland.