Åbningsstrategi: Det betyder tallene
Naalakkersuisuts forslag til en åbningsstrategi bygger blandt andet på nogle krav til, hvordan corona-situationen i Danmark ser ud.
Torsdag fremlagde formand for Naalakkersuisut, Kim Kielsen, sin indstilling til en åbningsstrategi for samfundet.
Strategien skal debatteres som en redegørelse i den kommende uge i Inatsisartut. Når Inatsisartut har diskuteret strategien, vil Naalakkersuisut tage stilling til, hvornår man kan gå ind i strategiens første fase.
Denne første fase vil medføre, at der tillades maksimalt 600 indrejsende med fly om ugen.
Før man kan gå ind i første fase, er der stillet nogle konkrete mål op i strategiforslaget til, hvordan situationen med coronasmitte bør se ud i Danmark.
Satte gang i debatten
- Første fase af åbningen kan påbegyndes, når smittekoefficienten i Danmark er under 1 og andelen af smittede ved testning, ikke overstiger 5 % af befolkningen i Danmark, står der i forslaget til åbningsstrategien.
I øjeblikket er det samlede antal smittede i Danmark på 10.791 personer som svarer til 2,9 procent af de testede og 0,19 procent af hele befolkningen (Kilde: Sundhedsstyrelsen)
De meget konkrete tal fik gang i debatten om genåbning blandt andet i kommentarsporet her på siden, og der var også forvirring om, hvad tallene egentlig betyder.
Flere eller færre smittede
Selvstyret oplyser til Sermitsiaq.AG, at den såkaldte smittekoefficient er et udtryk for udviklingen i antallet af syge i Danmark.
Er tallet over 1, så kommer der flere og flere smittede. Er det under, er virus i tilbagegang i befolkningen.
På tirsdag skal politikerne i Inatsisartut give deres mening til kende om strategien og komme med deres anbefalinger til Naalakkersuisut.