Aalborgdage i Nuuk til august
Selvom der er lang tid til august, er der nu frist for tilmelding, hvis man vil deltage i Aalborgdagene, der finder sted i Nuuk 14. - 17. august
I midten af august vil der blive sat fokus på vores danske venskabsby, Aalborg. Netop da planerne om at udskibningshavnen mod Grønland flyttes fra Aalborg til Århus, er det vigtigt at sikre at både kulturelle og erhvervsmæssige bånd ikke går tabt. I Nuuk er det Sermersooq Business Council, der har taget teten på afviklingen af arrangementet.
Tredelt fokus
For at favne bredt er der tre grene ved Aalborgdagene. Dels et politisk, et erhvervsmæssigt og et kulturelt spor. Politisk vil der blive holdt en række workshops, hvor lokalpolitikere fra de to kommuner kan udveksle erfaringer og styrke samarbejdet. Erhvervsmæssigt vil der dels blive holdt en erhvervskonference, dels vil der være en række virksomhedsbesøg, der forhåbentlig leder til at nye kunderelationer kan knyttes. Erhvervskonferencen får overskriften: Partnerskab med bæredygtige løsninger indenfor arbejdskraft, rekruttering, opkvalificering og uddannelse. Alle dagene vil der være musikalske aktiviteter i byrummet og Aalborg Symfoniorkester vil være blandt gæsterne fra Aalborg.
Kendskab tilNuuk
Aalborgdagene handler også om, at gæsterne fra vores venskabsby skal lære Nuuk at kende. Derfor er der også arrangeret byrundtur ved deres ankomst samt en række sejlture i fjorden. I forbindelse med arrangementet vil der ligeledes blive arrangeret et venskabsbyløb med forskellige distancer. Hvilke virksomhedsbesøg, der bliver, afhænger af de tilmeldinger, der kommer.
Tilmeldingsfrist
Det er derfor vigtigt, at du og din virksomhed tilmelder jer arrangementet. Dette kan gøres på Sermersooq Business Councils hjemmeside. Tilmeldingsfristen er allerede 19. juni 2019. Arrangørerne vil derefter se på, hvad der er af muligheder for virksomhedsbesøg og starte det indledende arbejde, hvor også erhvervskonferencen med B2B møder skal koordineres.