Aalborg Zoos isbjørn aflivet efter styrt

Isbjørnen Augo fra Aalborg Zoo er blevet aflivet efter at have brækket begge forben efter styrt ned i en grav

Augo i Aalborg Zoo blev aflivet 4. maj. Faktisk har man troet, at Augo var en hanbjørn, men i dag fandt man ud af, at Augo var en hunbjørn. Foto: Screenshot Aalborg Zoo
Offentliggjort

Et styrt på 5,5 meter ned i en sikkerhedsgrav kostede lørdag Aalborg Zoos isbjørn Augo livet. Det oplyser Aalborg Zoo.


Den to og et halvt år gamle hun-isbjørn blev lørdag fundet nede i sikkerhedsgraven, der omringer isbjørneanlægget i Aalborg Zoo. Hun var af endnu uforklarlige årsager faldet ned i den dybe grav.

- I det fald har isbjørnen brækket begge forben, fortæller zoolog ved Aalborg Zoo, Jens Sigsgaard til Ritzau.

- Vi fik bedøvet bjørnen, og efterfølgende kaldte vi folk sammen heriblandt dyrelæger og fik konstateret, at vi ikke kunne få en god isbjørn ud af det igen, så vi valgte at aflive hende. Det var det mest humane at gøre i den situation.

Læs også: Vær med til at navngive isbjørnunge

Hvad der drev isbjørnen til at springe ned i sikkerhedsgraven er uvist. Hverken dyrepassere eller besøgende så bjørnen hoppe.

- Havde der bare været det, så kunne vi finde ud af, hvad pokker der skete. Det er svært at vide, om den er sprunget i kådhed, eller om det var et eller andet, den skulle have fat i dernede, fortæller Jens Sigsgaard.

Det var en mand fra Silkeborg, der slog alarm. Han havde lørdag fulgt isbjørnen på webcam.

- Han så hende gå langs kanten til graven, og næste gang han kiggede, var bjørnen væk. Og så kontaktede han vores it-mand, som tiltede kameraet, og så kunne de se hende ligge nede i graven.

Indtil lørdag troede Aalborg Zoo, at Augo var en han-isbjørn, men lægeundersøgelsen efter aflivningen viste, at Augo faktisk var en hun-isbjørn, oplyser TV2 Nord.

Augo blev født i november 2010 og var Aalborg Zoos nyeste isbjørneunge.

Powered by Labrador CMS