RAL
Aalborg Havn truer med erstatningskrav
RAL vil forlade Aalborg allerede i 2019 - tre år før kontrakten udløber
Aalborg Havn stiller sig uforstående overfor RALs beslutning om at trække sig ud.
- Vi er meget skuffede over udmeldingen fra Royal Arctic Line, siger formand for bestyrelsen i Aalborg Havn, borgmester Thomas Kastrup-Larsen.
Meldingen kommer selvom det ikke kan komme som en fuldstændig overraskelse for Aalborg Havn. Allerede i efteråret meldte RAL ud, at deres fremtid næppe ligger i Aalborg.
Efterfølgende har der været flere møder mellem parterne og dem har Aalborg Havn tolket som, at RAL som minimum vil blive, indtil kontrakten udløber i 2022.
- Vi har i øjeblikket positive drøftelser i gang med Royal Arctic Line, der bakkede op om aftalen om Aalborg Havn som basishavn for Grønland indtil 2022, ligesom vi drøftede en mulig forlængelse under forudsætning af, at Aalborg Havn foretager investeringer i Grønlandshavnen, siger Thomas Kastrup-Larsen.
For RAL har det hele tiden handlet om, hvordan de skaber nye muligheder for virksomheden, samt sikrer forbrugerne et billigere og bedre udvalg af varer.
- Vi er forpligtet til at træffe de beslutninger, der er bedst for Grønland, sagde RALs direktør Verner Hammeken således i efteråret.
Nu venter der RAL et erstatningskrav fra Aalborg Havn.
- Hvis RAL vil ud af aftalen så kan det kun ske med mislighold og en deraf følgende krav om erstatning, siger Thomas Kastrup-Larsen.
LÆS OGSÅ:
RAL forlader Aalborg
RAL: Vi gør det der er bedst for Grønland