Aaja roser udenrigs- og sikkerhedspolitisk strategi
Initiativer der skal styrke erhvervslivet på tværs af Arktis får rosende ord med på vejen.
En konkurrence for unge iværksættere på tværs af Arktis, samt støtte på virksomheder i Arktis. Som vi har fortalt, er det to af de initiativer, som den danske regering vil arbejde for i Arktisk Råd og andre internationale organer.
Det fremgår af regeringens udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi for 2019 og 2020.
Og det lyder som rigtige gode initiativer mener IA's folketingsmedlem, Aaja Chemnitz Larsen.
- I regeringens nye strategi, er der et særligt fokus på ungdommen samt innovation og økonomisk udvikling i Arktis. Det er noget jeg selv har arbejdet for og selv planlægger indsatser omkring, som del af finansloven og i foråret 2019, så det glæder mig, skriver hun i en pressemeddelelse i forlængelse af et møde med udenrigsminister Anders Samuelsen (LA).
Men også ris
Der var dog ikke kun ros til udenrigsministeren under mødet. Aaja Chemnitz Larsen gav udtryk for, at der mangler en stærkere udenrigs- og sikkerhedspolitik i Grønland, men at det samtidig er vigtigt Danmark, som har ansvaret for Grønlands udenrigs- og sikkerhedspolitik, bør inddrage Folketinget i langt højere grad.
- Danmark og Grønlands fælles historie har desværre nogle uheldige ar, hvor Grønland ikke er blevet inddraget nok i beslutninger der har stor betydning for Grønland. Hvis vores relation til Danmark ikke skal blive forværret, bliver den danske regering nød til at gøre en indsats for at inddrage de grønlandske folketingsmedlemmer mere. Særligt nu, hvor lande såsom USA og Kina presser på, for at tage del i den grønlandske udvikling. Som Grønlands repræsentant i Folketinget forventer jeg, at vi inddrages i langt højere grad - andet vil ikke være rimelig, lyder hendes melding.