Aaja-forslag: Sådan skal forsvaret styrkes
IA-folketingsmedlemmet Aaja Chemnitz Larsen er bekymret over den øgede oprustning i Arktis og kommer med flere konkrete bud på, hvordan indsatsen kan blive styrket i Grønland.
Den danske regering har øget forsvarsbudgettet med 1,5 milliarder kroner, og nogle af disse penge skal øremærkes aktiviteter i Grønland, mener IA-politikeren Aaja Chemnitz Larsen, der er medlem af Folketingets Forsvarsudvalg.
Utilstrækkelig indsats
- Er vores indsats i Folketinget for at styrke Forsvaret i Grønland tilstrækkelig nok med tanke på den øget oprustning vi ser i Arktis? Svaret er klart nej. For det første er det nødvendigt, at de nordatlantiske Folketingsmedlemmer i langt højere grad inddrages i de forsvarspolitiske processer i Folketinget. For det andet er vi nødt til at være mere aktive på forsvarsområdet og være bedre forberedte på en optrapning, mener folketingsmedlemmet, der genopstiller til Folketingsvalget.
3 bud
Hun har tre bud på, hvordan man yderligere skal styrke forsvaret i Arktis:
- Øget overvågning forudsætter øget digitalisering. Området i Nord- og Østgrønland er ikke dækket tilstrækkeligt til digital kommunikation. Området er enormt og med spredt befolkning i mindre steder. Styrket overvågning og kendskab til aktivitet i området kræver, at vi tænker klogt og udnytter de nye muligheder der er for digital overvågning.
- Giv mulighed for aftjening af værnepligten i Grønland. Det bør stadig være frivilligt for grønlændere om man vil aftjene værnepligten, men det er et godt supplement under f.eks. sabbatår, som vil komme mange i Grønland til gavn. I dag er der mange steder ventelister i Danmark. Ventelister afholder flere fra at gennemføre værnepligten. Skab mulighed for at tilegne sig kompetencer og træning i Arktis.
- Styrk bemandingen på Forsvarets skibe i Grønland. Det er velkendt at skibene understøttes af værnepligtige. Der er et klart behov for mere fast bemanding på Forsvarets skibe.
Civil forsvarsuddannelse
Hun efterlyser også en civil forsvarsuddannelse, som kan være med til at styrke det lokale beredskab under katastrofe-situationer.
- For at løsningerne skal være tætte på og tilgængelige, er det vigtigt at et stærkt lokalt beredskab er prioriteret. Vi kan ikke være så afhængige af udefrakommende beredskaber. Det tager trods alt ikke kun 1 time, at nå Grønland, skriver hun i et debatindlæg, som politikeren har sendt til Sermitsiaq.AG.