Arktis

Aaja Chemnitz Larsen ønsker at bevare et fredeligt Arktis

Folketingsmedlem Aaja Chemnitz Larsen (IA) deltog i sidste uge i nævnsrejsen til Nordnorge og Rusland med Folketingets Udenrigspolitiske Nævn

Folketingsmedlem Aaja Chemnitz Larsen (IA) deltog i sidste uge i nævnsrejsen til Nordnorge og Rusland med Folketingets Udenrigspolitiske Nævn
Offentliggjort

- Et diplomatisk og fredeligt samarbejde i Arktis er vigtigt fortsat at arbejde for.

Sådan siger medlem af folketinget, Aaja Chemnitz Larsen (IA) i en pressemeddelelse, efter hun deltog, i sidste uge, i en rejse med Folketingets Udenrigspolitiske Nævn i Nordnorge og Rusland.

Rollemodel
- Arktis fremstår i dag som en rollemodel for bevaring af fred i en meget usikker verden, hvor mange lande lukker sig om sig selv og udelukkende sætter nationens egeninteresser først.

- Det vigtige, diplomatiske arbejde, som blandt andet nævnsrejsen og det kommende besøg i Rusland af Udenrigsminister Anders Samuelsen (LA), er et udtryk for et vigtigt arbejde for at bevare et fredeligt Arktis, hvor vi kan samarbejde om at finde bæredygtige løsninger for økonomisk udvikling i vores del af verden, siger Aaja Chemnitz Larsen i en pressemeddelelse.

Tættere arbejde
Turens primære fokus var Arktis, herunder bevarelse af et fredeligt Arktis og et konstruktivt samarbejde i Arktis om blandt andet kontinentalsoklen, økonomisk udvikling og fremme af mobilitet for studerende på tværs af Arktis.

Hun glæder sig over, at både Norge og Rusland bekræftede samme ønsker om at bevare et fredeligt Arktis. Samtidigt ser hun, at alle lande i Arktis er meget bevidste omkring behovet for at kunne udvikle deres land til gavn for befolkningen.

- Det drejer sig både om uddannelse af folk i Arktis, som i videst mulig omfang skal finde sted i Arktis, og det drejer sig ikke mindst om muligheden for at skabe økonomisk udvikling i den arktiske region.

Sikkerhedsrisiko
- På nogle områder mener jeg at det kræver et tættere internationalt samarbejde og større vidensudveksling på tværs af landene, blandt andet indenfor udvikling og brug af ny teknologi i Arktis, lyder det fra Aaja Chemnitz Larsen.

I forbindelse med Nævnets rejse til Norge og Rusland, havde Folketingets It-afdeling anbefalet politikerne at lade deres computere, iPads og smartphones blive hjemme, da Folketinget vurderede at de kunne udgøre en sikkerhedsrisiko. Dette skabte en del røre og debat i de danske nyhedsmedier omkring IT-sikkerheden ved politikere og embedsmænds rejser til blandt andet Rusland.

Powered by Labrador CMS