A-kandidat: Hjælp yderdistrikternes sportshold

Atassuts Ove Thomassen kæmper for, at der skal være tilskud til rejser til yderdistrikternes sportshold

Atassuts Ove Thomassen kæmper for, at der skal være tilskud til rejser til yderdistrikternes sportshold. Foto: Atassut
Offentliggjort

Giv yderdistrikternes idrætstalenter bedre muligheder for at vise, hvad de kan.

Sådan lyder opfordringen fra Atassuts Ove Thomassen, der er kandidat til Inatsisartut-valget.

Atassut-politikeren er selv volleyballlandstræner, og han efterlyser, at der gives tilskud til yderdistrikternes sportshold til rejser.

- I stort set alle sportsgrene bliver dem fra de større byer landsholdsspillere, fordi de har bedre muligheder og bedre faciliteter. Men det er på tide, at yderdistrikternes sportshold får chancen for at vise, hvad de kan. Jeg ved, der er en masse talenter i yderdistrikterne, men de kan ikke vise, hvad de kan, fordi de har ikke råd til at rejse, fortæller Ove Thomassen til Sermitsiaq.AG.

Landsholdspiller fra Tasiilaq
Men på trods af de ringe forudsætninger for at komme på diverse landshold findes der heldigvis eksempler på, at det kan lade sig gøre.

- Tasiilaqs volleyballhold er ikke kendt for at klare sig godt, men nu er holdet begyndt at præstere. Og en af spillerne er faktisk blevet landsholdspiller. Det viser bare, hvor meget det kan betale sig at træne, og jeg er sikker på, der er andre talenter gemt rundt omkring i landet, også inden for andre sportsgrene, siger Ove Thomassen.

Ove Thomassen fremhæver, at det vil gavne alle, hvis yderdistrikterne begynder at få tilskud til rejser.

- Når der ikke sker noget i en bygd eller i en by i et udkantsområde, så har de unge tendens til at falde i rusmidler. Hvis man begynder at give tilskud til sportshold, vil det give bygden eller byen et stort løft, siger Ove Thomassen.

Powered by Labrador CMS