80 procent er rejst igen inden for syv år
Der er udbredt mangel på arbejdskraft, men Økonomisk Råd ser stort potentiale, hvis det kan lykkedes at fastholde tilrejsende arbejdskraft længere tid i landet.
Mangel på arbejdskraft kan begrænse den økonomiske vækst her i landet, og i sin nyligt offentliggjorte analyse peger Økonomisk Råd på en række metoder til, hvordan arbejdsstyrken kan øges.
Det drejer sig blandt andet om at øge pensionsalderen, gennemføre initiativer som anbefalet af Fiskerikommissionen samt ikke mindst fokus på tilrejsende arbejdskraft.
Økonomisk Råd ser således et stort potentiale i at fastholde tilrejsende arbejdskraft lidt længere.
Kan øge beskæftigelse med 500-600
- Hver tredje nyankomne indvandrer rejser allerede tilbage inden for det første år, og kun 20% er ikke rejst tilbage efter 7 år.
- Hvis den gennemsnitlige varighed af ophold i Grønland fx øges med 1 år, vil det øge beskæftigede med 500-600 personer (svarende 1 års tilflytning), skriver rådet i sin analyse.
Rådet gør opmærksom på, at det på sigt kan blive vanskeligere at rekruttere i udlandet på grund af en skrumpende arbejdsstyrke i mange lande.
- Konkurrencen om arbejdskraft øger lønkravene (eller andre vilkår), og det kan også skabe spændinger i forhold til løn- og arbejdsvilkår for den indenlandske del af arbejdsstyrken, skriver rådet i sin analyse.
For mange fisker
I sin analyse gentager Økonomisk Råd et budskab om, at der set fra et økonomisk synspunkt er for mange beskæftigede i fiskeriet i forhold til et bæredygtigt fangstniveau.
Hvis beskæftigelsen i fiskeriet nedbringes, kan arbejdskraften bruges andre steder, forklarer formand for Økonomisk Råd, Torben M. Andersen:
- Det vil frigøre noget arbejdskraft, og i rapporten sidste år så vi på, at mange af dem, der er i fiskeriet, har tidligere arbejdet i andre sektorer. Så det er heller ikke urealistisk, at nogen af dem kan skifte branche, og samtidig vil det bidrage til, i sammenhæng med de øvrige forslag fra Fiskerikommissionen, at man får en bedre udnyttelse af fiskeriressourcerne og samfundsmæssigt afkast af den, siger Torben M. Andersen til Sermitsiaq.AG.
Rådet understreger, at omstillingsprocessen vil tage tid, men det gør det bare endnu vigtigere at komme i gang og udnytte, at den generelle mangel på arbejdskraft gør omstillingsprocessen nemmere.
Stor effekt af forhøjet pensionsalder
Et tredje indsatsområde for at øge arbejdsstyrken er forhøjelse af pensionsalderen. Her peger rådet på, at en allerede gennemført stigning i pensionsalderen fra 65 til 67 har virket:
- Den stigende pensionsalder er et væsentligt bidrag til arbejdsmarkedet og de offentlige finanser.
- Den højere pensionsalder har en betydelig effekt på beskæftigelsen svarende til 125-150 personer, skriver Økonomisk Råd.