8. marts-gruppen lykønsker Aleqa
Græsrodsbevægelsen ønsker Grønland tillykke med vores første kvindelige formand for Naalakkersuisut
Det vækker glæde hos 8. marts-gruppen, at Grønland har fået sin første kvindelige formand for Naalakkersuisut.
- Det er et vigtigt skridt på vejen til ligestilling og dejligt, at Grønland nu følger trop med lande som Island, Norge og Danmark, lyder det fra 8. marts-gruppen, som lykønsker Siumut-formand Aleqa Hammond med valgsejren.
Samtidig hilser græsrodsbevægelsen Nick Nielsen, Siumut, velkommen på posten som medlem af Naalakkersuisut for uddannelse, kultur, kirke og ligestilling.
- 8. marts-gruppen ser frem til konkrete politiske tiltag fra Nick Nielsen og hele det nye Naalakkersuisut, der kan fremme ligestillingen i samfundet. Herunder ikke mindst tiltag, der er rettet mod at reducere volden mod kvinder, lyder ordene i en reaktion fra 8. marts-gruppen bestående af Kathrine Bødker, Katrine Hjelholdt Nathanielsen, Inge S. Rasmussen, Inge Olsvig Brandt, Arnakkuluk Jo Kleist, Ivalu Risager og Kistaraq Egede.
Aleqa Hammond blev fredag i sidste uge formelt valgt som formand for Naalakkersuisut under den igangværende konstituerende Inatsisartut-samling.