70.237 danskere løber fødselsdagsløb med kronprinsen

Royal Run runder 70.000 tilmeldte og kan ifølge arrangør blive en af verdens største løbeevents nogensinde.

70.237 danskere ifører sig 2. pinsedag løbeskoene og løber fødselsdagsløb med kronprins Frederik.
Offentliggjort

70.237 danskere ifører sig 2. pinsedag løbeskoene og løber fødselsdagsløb med kronprins Frederik.

Det er den aktuelle status for antallet af tilmeldinger til Royal Run søndag sidst på eftermiddagen.

- Set i forhold til, hvor vi var, da vi startede, er det over al forventning, siger Jakob Larsen, direktør i Dansk Atletik Forbund.

- Med 70.000 deltagere samlet set er det ikke noget dårligt bud, at Royal Run bliver verdens største løbeevent i 2018 og et af de største løb gennem tiderne, siger han.

Hvor stort det bliver, vil han dog vente med at konkludere på, til løbene er afviklet, og det endelige antal deltagere er registreret.

Et andet stort motionsløb på dansk-svensk grund var Broløbet over Øresund i 2000 med omkring 80.000 deltagere.

Tilmelding til Royal Run lukker først ved midnat. Men flere af løbene - især distancen One Mile - det svarer til 1,609 kilometer - er fuldt bookede.

Den løbeglade kronprins lægger ud i Aalborg mandag morgen klokken 9. Herefter følger de øvrige løb i byerne Aarhus, Esbjerg og Odense som perler på en snor. I de fire byer skal kronprinsen løbe 1,609 kilometer.

I Odense får kronprinsen følgeskab af kronprinsesse Mary, der selv deltager og løber ruten på ti kilometer.

Sidst på eftermiddagen når kronprinsen København, og her er det hans tur til at løbe den lange distance.

Jakob Larsen hæfter sig ved, at mange af de tilmeldte er nye løbere.

På den korte distance er det hver tredje tilmeldte, som er nybegynder.

- Det er glædeligt, at vi har lavet et tiltag, som de har lyst til at være med i.

- Vi forventer, at en væsentlig del af dem får mod på lidt mere og vil deltage i forskellige løbsarrangementer rundt om i Danmark, siger Jakob Larsen.

Kronprinsen meddelte søndag, at han ser frem til at løbe med danskerne, men dæmpede samtidig forventningerne til hans egne præstationer:

- Jeg har døjet med nogle rygproblemer i den seneste tid, som gør, at jeg ikke kan løbe, som jeg gerne ville, siger han i en video, som kongehuset har offentliggjort på Facebook.

- Der bliver ikke tale om de helt store rekorder fra min side, men jeg stiller til start i samtlige byer, og jeg glæder mig til at se alle derude, siger han.

Royal Run er en fejring af, at kronprinsen lørdag 26. maj runder 50 år.

Bag arrangementet står Dansk Atletik Forbund, DGI og Danmarks Idrætsforbund (DIF).

Kommuneqarfik Sermersooq inviterer også borgerne til at deltage til familieløb 2. pinsedag – mandag den 21. maj – klokken 14.00 - 16.00. Ruten er 3,5 kilometer og derfor egnet for både børn og voksne.

Powered by Labrador CMS