60 er savnet i Nepal efter jordskred fejede busser ned i flod

To busser er i det centrale Nepal som følge af jordskred endt i en flod. Passagererne er nu savnet.

I Nepals monsunsæson øges risikoen for ulykker, fordi regnen kan udløse jordskred og oversvømmelser. (Arkivfoto).
Offentliggjort

I Nepal er mindst 60 personer meldt savnet efter et jordskred.

Jordskreddet har fejet to busser, der kørte på en motorvej, væk fra vejen og ned i en flod i Chitwan-distriktet.

Det oplyser regionale myndigheder til nyhedsbureauet AFP. 

En eftersøgnings- og redningsaktion er nu sat i gang i forsøget på at finde overlevende, fortæller Khimanada Bhusal, som er embedsmand i Chitwan.

Der er endnu ikke fundet nogen.

Embedsmanden oplyser, at der i alt var mindst 66 passagerer om bord i busserne. Tre personer nåede dog at flygte fra busserne, inden de skred ned i vandet.

De tre behandles nu på hospitalet. 

- Vi er ikke sikre på det samlede antal (savnede personer, red.), fordi busserne kan have samlet flere personer op på vejen, siger embedsmanden. 

Ulykken fandt sted på motorvejen Narayanghat-Mugling omkring 100 kilometer fra hovedstaden Katmandu. 

Den flod, som busserne skred ned i, hedder Trishuli.

Den løber igennem det centrale Nepal og dele af den er populære mål for riverraftere. 

På det sociale medie X har landets premierminister, Pushpa Kamal Dahal, udtrykt sorg over hændelsen. 

- Jeg beder alle regeringens myndigheder om at lede efter og forsøge at redde passagerne, skriver han. 

Dødelige trafikulykker er relativt almindelige i Nepal. Det skyldes blandt andet dårlige veje, dårlig vedligeholdelse af køretøjerne og en tendens til hensynsløs kørsel.

I monsunsæsonen øges risikoen, fordi regnen kan udløse jordskred og oversvømmelser. Sæsonen dækker sommermånederne fra omkring midten af juni til starten af september. 

/ritzau/

Powered by Labrador CMS