46 passagerer har været tæt på smittet

I alt 46 passagerer i flyet fra Danmark den 29. juni, er blevet eller skal kontaktes af landslægeembedet. De har været i nærheden af den person, der viste sig at være smittet med coronavirus ved retest lørdag. Landslægen er ikke bekymret.

Offentliggjort

En ny smittet i Nuuk har sat gang i opsporingshjulene hos landslægembedet og politiet til trods for, at den smittede har overholdt karantænen på fem dage efter indrejse.

Den smittede ankom til Nuuk fra Danmark 29. juni og blev retestet på femtedagen lørdag den 3. juli.

- Vi har en liste med ikke mindre end 46 passagerer, som vurderes at have været tæt på den smittede i flyet, oplyser landslæge Henrik L. Hansen til Sermitsiaq.AG.

Coronavariant skal undersøges

Det er uvist, om den smittede er smittet med en mere smitsom variant af corona, for eksempel coronavarianten Delta fra Indien. Derfor har landslægeembedet besluttet at kontakte passagerer, der sad tættest på den smittede i flyet, med henblik på at foretage test.

- Vi mangler kontakt til i alt fire passagerer, som har siddet i nærheden af den smittede i flyet. Men rejsebureauet er kontaktet, så vi er ikke bekymrede, oplyser Henrik L. Hansen.

Alle indrejsende, der ikke er fuldvaccineret skal fortsat retestes fem dage efter indrejse.

Fuldvaccinerede indrejsende skal ikke testes efter indrejse til Grønland, men alle passagerer fra Danmark skal stadig testes før afrejse til Grønland.

Testsvar i dag

Landslægeembedet forventer, at prøvesvar fra de indrejsende, der har siddet tættest på den smittede i flyet kommer i dag.

Powered by Labrador CMS