ledighed

40 nye jobs til Nuuk

Der skal afsættes 10 millioner om året til at aflønne en sværm af forskere i et nyt »videns-center« for olie- og mineindustrien

Godt nyt for et ledighedsplaget Nuuk: Et nyt geo-center kan udløse 40 nye jobs i byen. Plus en masse yderligere aktivitet.
Offentliggjort

Midt i en tid med voksende ledighed er der godt nyt til Nuuk.

Naalakkersuisut har nemlig en ambition om at etablere en national, geologisk undersøgelsesinstitution i Nuuk. Den kan kan komme til at kaste ikke mindre end 40 nye jobs af sig.

20 af dem vil være akademikerstillinger.

Læs: Et lille fald i antallet af arbejdsløse

Går det efter planen vil GeoSurvey Greenland (GSG) kunne indvies i 2016 i en ny bygning, som man håber at kunne finansiere delvist ved hjælp fra fondsmidler. I øvrigt i lighed med, hvad Naturinstituttet gjorde.

Ifølge høringsmaterialet, som Råstofdepartementet har sendt ud til offentligheden denne sommer, vil GeoSurvey Greenland have et årligt driftsbevillingsbehov på 40 millioner kroner. Hertil kommer en projektbevilling på 11,5 millioner kroner.

10 af millionerne skal – ifølge det foreløbige budget – anvendes til at aflønne de 40 ansatte. Centret vil dermed – også – kunne give en del skatteindtægter til den slunkne kommunekasse.

Big business
Formålet med GeoSurvey Greenland er at sikre et »sammenhængende datagrundlag og en forskningsbaseret understøtning af landets forvaltning af mineral- olie, - gas, og – vandressourcer«, som det hedder i høringsmaterialet.

Desuden vil der blive udviklet en webportal, som skal videreformidle institutionens indsamlede viden. I tilknytning vil der være laboratorium og borekernelagre.

Hidtil har det danske Geus varetaget mange af de funktioner, som det nye center skal tage sig af. I dag betaler selvstyret således for at modtage ydelser fra Geus, men den udgift vil delvist kunne spares væk i fremtiden.

Ud over at fremvise et »investeringsvenligt« billede af Grønlands geologiske muligheder, som det anføres af Råstofdepartementet, skal GeoSurvey Greenland stille data og viden til rådighed for myndigheder, uddannelsesinstitutioner, virksomheder og private både på informationsniveau og i form af markedsføring og på kommercielle betingelser.

Centrets drift skal delvist betales af brugerne, blandt andet de store minefirmaer. Altså såkaldt indtægtsdækket virksomhed.

Powered by Labrador CMS