337.000 kroner stjålet fra Brugsen

Brugsen i Nuuk har været udsat for et snedigt tyveri natten til lørdag. 337.000 kroner og taletidskort til en samlet værdi af 40.000 kroner er blevet stjålet.

337.000 kroner og taletidskort til en værdi af 40.000 kroner er blevet stjålet fra Brugsen. Foto: Leiff Josefsen.
Offentliggjort

En snedig tyv har været på spil natten til lørdag i Brugsen i Nuuk og har stjålet 337.000 kroner i kontanter fra et pengeskab og taletidskort til en samlet værdi af 40.000 kroner.

- Tyven har haft den rette nøgle til at komme ind i Brugsen og har også haft et magnetkort som medarbejderne bruger, når de går ind. Da tyven gik ind havde han dækket videokameraet til videoovervågningen med en taske, så det eneste vi kan se fra filmen er en hånd og en taske. Han har også kendt koden til alarmen, siger vagthavende ved Nuuk politi, Erik Lynge Rasmussen.

Tyven gik derefter ind til kontoret, fandt nøglen, som han vidste hvor lå, åbnede pengeskabet og tog 337.000 kroner. Han har også stjålet en karton med taletidskort i, til en samlet værdi af 40.000 kroner.

- Vi fik anmeldelsen klokken 03.23 fra Arctic Sikring, som er dem, der går en runde hver nat, for at tjekke, at alt er som det skal være. Da de kom ind i kontoret havde de set at pengeskabet var åbent, og anmeldte det til politiet, siger Erik Lynge Rasmussen.

Politiet har et billede af tyven. Billedet er utydeligt, men man kan se at det er en mand. Politiet har en formodning om, at tyven enten er én der arbejder i Brugsen, tidligere har arbejdet der, eller er én der kender én, der arbejder i Brugsen, og som har givet nøgle og magnetkort til vedkommende.

Politiet efterlyser vidner til tyveriet som skete i tidsrummet mellem klokken 01.00 til klokken 03.30.

Personer der har kendskab til tyveriet, folk som har fået tilbudt taletidskort eller sidder inde med oplysninger om tyveriet, bedes henvende sig til politiet i Nuuk på telefon 32 14 48 eller personligt at henvende sig til politigården.

Powered by Labrador CMS