30 mio. kroner til ofrene for tørken

11 millioner mennesker er nu ramt af tørken på Afrikas Horn, og antallet af mennesker, som drives på flugt for at finde mad og vand, er stærkt stigende

11 millioner er på flugt fra tørke på Afrikas Horn. Foto: UNHCR
Offentliggjort

En omfattende international bistandsindsats til befolkningen på Afrikas Horn er i gang. Danmark har gennem flere år været blandt de store bidragydere til den i forvejen hårdt ramte region, men situationen er nu så alvorlig, at det er nødvendigt med yderligere ekstraordinære tiltag.

Det oplyser Udenrigsministeriet.

I denne måned har Danmark allerede støttet den internationale hjælpeindsats med næsten 66 mio. kroner, og det følges nu op med en bevilling på 30 mio. kroner til FN’s Flygtningehøjkommissariat, UNHCR. Med denne bevilling har Danmark inden for de sidste tre uger givet over 95 mio. kr. til indsatsen blandt ofrene for tørken på Afrikas Horn. Udover UNHCR har også FN’s Fødevareprogram og de humanitære landefonde i Etiopien og Somalia samt danske NGO’er modtaget bevillinger.

Dermed har Udenrigsministeriet i indeværende år givet op mod 170 millioner kroner i humanitær bistand til styrkelse af levevilkår og fødevaresikkerhed blandt sårbare grupper på Afrikas Horn.

Powered by Labrador CMS