281 millioner kroner tilbage til skatteyderne

I år skal over 31.500 skatteydere have penge tilbage af skat, mens 3.069 skal betale restskat for indkomståret 2020.

Offentliggjort

Skattestyrelsen har nu sendt slutopgørelser til i alt 48.804 skatteborgere, der viser, om skatteyderne får penge tilbage af skat den 31. august eller skal betale en restskat for indkomståret 2020.

I alt modtager 31.541 borgere overskydende skat på samlet 281,9 millioner kroner. Heraf udgør beskæftigelsesfradrag i alt 68,1 millioner kroner som er medtaget i overskydende skatter.

Det er dog ikke alle pengene, der vil havne i borgernes lommer.

Af den overskydende skat bliver 80,5 millioner kroner modregnet og går til dækning af restancer til offentlige instanser. 41,6 millioner kroner er inddrevet til dækning af restancer til kommuner, Ini A/S og Nukissiorfiit, mens de resterende 38,9 millioner kroner går til dækning af restancer til Grønlands Selvstyre.

Det oplyser skattestyrelsen i en pressemeddelelse.

3.069 får smæk

Ifølge skattestyrelsen vil 3.069 borgere blive opkrævet en restskat på samlet 132 millioner kroner. Heraf udgør modregning i beskæftigelsesfradraget i alt 17,7 millioner kroner.

Hvis restskatten er på under 18.000 kroner, kan skattestyrelsen modregne beløbet i borgernes skattemæssige fradrag for indkomståret 2022. Hvis borgeren ikke ønsker at får restskatten modregnet, skal borgeren betale hele beløbet senest den 20. november.

Restskat på over 18.000 kroner vil blive opkrævet i tre rater over tre måneder.

Powered by Labrador CMS