22.000 flyaflysninger i Europa

Frustrerede rejsende venter på bedre vejr og fly hjem til jul i Europas lufthavne.

Det er endnu uvist, om strandede passagerer rundt omkring i Europas lufthavne når hjem til jul, tilstanden er halvkaostisk for passagererne. Her er det Heathrow. Polfoto
Offentliggjort

Tusinder af strandede rejsende har fået en lidt for spændende optakt til julen, som de måske ikke når hjem til, fordi is og sne har skabt kaos i en række europæiske lufthavne.

Travle lufthavne som dem i London, Frankfurt, Amsterdam og Bruxelles kæmper for at få sendt strandede passagerer af sted, så de kan nå at fejre julen som planlagt.

I Bruxelles meddeler myndighederne, at de helt har opgivet at sende fly på vingerne indtil onsdag, fordi der er mangel på den væske, der skal afise flyene.

Mange rejsende vågnede op for anden nat på terminalernes gulve kun for at blive frustrerede på ny, fordi flyene var parkeret de forkerte steder, og fartplanerne derfor var kaotiske.

For nogle rejsende forvandlede frustration sig til vrede på grund af lange køer ved toiletterne og ved stikkontakterne, hvor folk oplader deres mobiltelefoner. Andre klagede over, at de var ved at løbe tør for penge.

TV2 meldte i aftes fra Heathrow Lufthavn, at der normalt er en afgang hver 25. sekund fra Heathrow, men at der mandag kun var lettet 25 fly. I alt blev 22.000 fly afgange aflyst på grund af vejret.

kilde: TV2 og Ritzau.

Powered by Labrador CMS