boligpolitik

203 lejere blev smidt ud af deres boliger i 2016

Lejere i boligforeningerne smides primært ud af deres lejebolig, fordi de ikke betaler deres husleje.

Boligselskabet Ini, Nuuk, boligbutik
Boligadministrationen INI har igennem de seneste tre år smidt 535 lejere ud af deres lejebolig - primært på grund af manglende huslejebetalinger.
Offentliggjort

Det fremgår af et svar fra Naalakkersuisoq for Kommuner, Bygder, Yderdistrikter, Infrastruktur og Boliger Martha Lund Olsen, Siumut, til medlem af Inatsisartut Bendt B. Kristiansen, Inuit Ataqatigiit.

I svaret fremgår det også, at antallet af udsatte lejere i de seneste tre år kom op på 633 lejemål.

Boligadministrationsselskabet INI oplyser, at ud af 164 udsættelser skyldtes de 152 restanceproblemer, mens 12 sager skete på grund af uorden m.v.

Man har øje for børnenes tarv

Det fremgår af svaret, at boligadministrationsselskaberne har øje for børnenes tarv og derfor samarbejder med de sociale myndigheder, når lejere står over for at miste deres lejebolig.

For at undgå at en lejer smides på porten, så kontakter eksempelvis INI socialforvaltningen i lejerens bopælskommune.

- Hensigten er, at forvaltningen kan vurdere, om der er mulighed for lejeren kan omfattes af de sociale ydelser, der kan forhindre en udsættelse, fremgår det af svaret til Bendt B. Kristiansen.

Kunne lejerne betale deres husleje?

Om det var umuligt for disse lejere rent faktisk at betale huslejen, henviser INI til en rapport om ”Udsættelser i Narsaq”, at der her blev dokumenteret, at en forholdsvis stor del af de udsatte lejere, havde et økonomisk råderum, "der burde muliggøre huslejebetaling".

Se fordelingen i de enkelte kommuner

Fordelingen af udsættelser i de enkelte kommune fordeler sig således i 2016:

  • Kommune Kujalleq – 48
  • Kommuneqarfik Sermersooq – 88
  • Qeqqata Kommunia – 21
  • Qaasuitsup Kommunia – 45
Powered by Labrador CMS