Klimaændringer

2014 bliver Danmarks varmeste år nogensinde

Klimaændringerne er en realitet. 2014 bliver uden sammenligning Danmarks hidtil varmeste år, oplyser DMI

Arkivfoto
Offentliggjort

Siden man begyndte at måle temperaturerne i Danmark, har der ikke været så varmt et år som 2014, oplyser DMI.

På baggrund af temperaturerne hidtil og prognoser for de to sidste uger af året konkluderer DMI, at 2014 ender med en gennemsnitstemperatur i Danmark på 10 grader.

Den nuværende rekord for varmeste år i Danmark blev sat i 2007, hvor gennemsnitstemperaturen var 9,5 grader. Med 10 grader i 2014 bliver rekorden altså overgået med en halv grad, og det er usædvanligt.

- Med det nye, ekstremt varme rekordår får vi bekræftet, at den globale opvarmning også har ramt Danmark. Vi har klimaændringer. Klimaændringer, som FN’s klimapanel, IPCC, fastslår, er menneskeskabte, siger klima-, energi- og bygningsminister Rasmus Helveg Petersen fra Radikale Venstre.

- Nu må vi mennesker handle for at forhindre, at det bliver værre, og det betyder mindre kulkraft og mere vindkraft.

Ifølge klimatolog Mikael Scharling, DMI, stikker 2014 meget voldsomt ud, hvis man ser det i forhold til det gamle 1961-90-gennemsnit på 7,7 grader. Så vil en temperatur på 10,0 kun forekomme en gang hvert 700. år.

- Men hvis man siger, at opvarmningen har været jævn, siden målingerne begyndte i 1873, er 10,0 ikke så markant. Så vil det forekomme hvert 18. år. Og endnu oftere i takt med at opvarmningen fortsætter, siger han.

Ifølge Mikael Scharling vil klimaændringerne betyde, at sandsynligheden for varme og tørre somre er meget, meget højere, men ikke nødvendigvis hvert år.

Seks af årets måneder var særligt varme med temperaturer mere end 2,5 grader over klimanormalen. Det var månederne februar, marts, april, juli, oktober og november.

Powered by Labrador CMS