20 mand i totterne på hinanden
Der blev brugt kæppe under et større slagsmål mellem indvandrere og grønlændere på herberget Sundholm søndag aften.

Et kæmpe slagsmål udspillede sig i aftes mellem indvandrere og grønlændere på herberget Sundholm på Amager, der tidligere har oplevet voldelige sammenstød mellem de to grupper.
En mand blev kørt på hospitalet med flænger i hovedet efter slagsmålet på Sundholm, mens en anden blev behandlet på stedet, skriver Ekstra Bladet.
Anmeldelsen lød på, at op mod 20 mand var oppe at slås. Der er brugt kæppe, og der ligger knuste flasker på stedet, men folk er meget lidt meddelsomme, siger vagtleder Jens Kristiansen fra Københavns Politi.
Slagsmålet brød ud ved 18-tiden, men politiet ved endnu ikke hvorfor. Grønlænderne holder til på Sundholm, mens indvandrerne tilsyneladende kom til udefra.
Politiet sendte en stor styrke til stedet og dét lagde hurtigt en dæmper på tumulten.
Da slagsbrødrene flygtede, sad en blødende mand tilbage på en trappe.
- Ham skal vi have afhørt nærmere. Et par blev anholdt for at skabe uro på stedet, siger Jens Kristiansen.