IIlimmarfik
174 til studiestart på Ilimmarfik
Rektor Tine Pars lovede mandag i sin velkomsttale til de nye studerende på Ilisimatusarfik, at der vil blive stillet krav til dem
I alt 174 studerende fordelt på de ni uddannelsesretninger under Ilisimatusarfik begynder at studere i år, og de blev mandag budt velkommen af rektor Tine Pars.
Da Ilisimatusarfik blev etableret i 1984, blev der optaget 11 studerende. Rektor glæder sig især over, at antallet af uddannelsessøgende fortsat er inde i stabil udvikling. Ilisimatusarfik optager i år, hvad der svarer til omkring 50 procent af en 2014 GU-årgang, fremgår det af en pressemeddelelse fra Ilisimatusarfik.
Det er en lidt lavere procent end i de seneste år, men det er et udtryk for at flere tager en studentereksamen. Det er ikke kun godt for Ilisimatusarfiks uddannelser, det er godt for samfundet i det hele taget, at det almene vidensniveau øges, vurderer Tine Pars.
Krav til de studerende
De nye studerende vil møde krav om at være sprogligt dygtige. Det vil sige, at de studerende vil møde krav om at kunne beherske de sprog, der bliver undervist på, nemlig dansk, engelsk og grønlandsk, fremgår det af pressemeddelelsen.
Derudover vil de studerende skulle vænne sig til at kunne læse et stort pensum både hurtigt og grundigt for at kunne forstå sammenhængene og sætte den tilegnede viden ind i nye sammenhænge.
- Der er ingen lette måder at blive færdig med en uddannelse på, bemærker rektor.
Tag et studieophold i udlandet
Tine Pars opfordrer de studerende til at tage dele af uddannelsen i udlandet. Grønland er i en situation, hvor det i stigende grad bliver vigtigt at kunne forstå de kulturelle og faglige mangfoldigheder, som vi i fremtiden vil se meget mere til. Blandt andet derfor har Ilisimatusarfik gjort det obligatorisk på nogle af uddannelserne at tage et udlandsophold. De studerende får på den måde yderligere væsentlige faglige, sproglige og sociale kompetencer med sig, fremgår det af pressemeddelelsen.