17-årig vil erklære sig skyldig

Forsvarer håber på en mild dom, når sagen kommer for retten i Ålborg om ti dage.

Den 17-årige dreng fra Illu Paarsivik i Qaqortoq får sin dom den 27.januar efter 17 måneders ventetid.
Offentliggjort

Den nu 17-årige dreng fra institutionen Illu Paarsivik i Qaqortoq, der under et institutionsophold i foråret 2007 voldtog og dræbte den 85-årige Gerda Møller i Ålborg, kommer efter 17 måneders ventetid endelig for retten den 27. januar.

Retten i Ålborg har siden september 2007 ventet på en udtalelse fra Retslægerådet for at kunne beramme sagen. Rådets endelige udtalelse blev afleveret den 10. december og af den fremgår det, at drengen er egnet til straf. På den baggrund har hans forsvarer Nicholas Symes bedt om at sagen bliver kørt som en tilståelsessag.

–Da vi havde fået Retslægerådets erklæring om at drengen er strafegnet, bad vi om at få berammet sagen så hurtigt som muligt. Samtidig bad vi om få fremmet sagen som en tilståelsessag. Dermed behøver vi ikke at sidde i retten i tre dage og gennemgå alle beviserne, når vi allerede ved, at han vil blive dømt. Af samme grund har vi kunnet få domsforhandlingerne ned på én dag, siger Nicholas Symes.

Tilståelsessag

Den 17-årige, der dengang var 15 år, erkendte umiddelbart efter at han blev pågrebet af politiet i september 2007, at det var ham, der voldtog og dræbte den 85-årige kvinde, men først efter Retslægerådets udtalelse er det blevet muligt at betragte tilståelsen som holdbar, siger Nicholas Symes. Derfor bliver retssagen kørt som en ren tilståelsessag.

Betyder det, at drengen vil erklære sig skyldig?

–Ja. Sagen kommer i hovedsagen kun til at handle om strafudmålingen, og den vil vi hellere koncentrere os om.

Læs resten af artiklen i den nye Sermitsiaq.

Powered by Labrador CMS