15-årig tilbageholdt efter to røverier
Qeqqa Kredsret har mandag besluttet at tilbageholde en 15-årig dreng, efter han ifølge politiet har medvirket i to røverier.
Ikke mindre end to røverier på en uge. Det er, hvad en 15-årig dreng ifølge politiet har været indblandet i.
Første røveri skete på åben gade i Sisimiut natten til tirsdag i sidste uge. Her blev en mand overfaldet med slag og spark og frarøvet sin tegnebog af tre mænd – heriblandt den 15-årige.
De tre mænd blev umiddelbart efter afhøring løsladt af politiet, der oplyste, at man gik efter en hurtig afgørelse ved domstolene, så de tre mænd kunne få en eventuel straf hurtigst muligt.
Sagen nåede dog ikke så langt, før den 15-årige var impliceret i en ny lignende. I den forgangne weekend var den således gal igen, da en dreng blev passet op natten til søndag og truet til at udlevere sine ejendele.
Tilbageholdt i 28 dage
Også i denne episode var den 15-årige indblandet, og derfor blev han fremstillet i retten mandag med henblik på tilbageholdelse i surrogat – hvilket er tilbageholdelse under særlige betingelser på grund af drengens alder.
Kredsretten valgte at følge politiets indstilling, og drengen er nu tilbageholdt i 28 dage på en sikret institution. Det oplyser Karl Jørgen Lennert, politikommissær ved politiet i Sisimiut til Sermitsiaq.AG:
- Nu er han taget for anden gang inden for fem dage, så nu vil vi have det stoppet, siger Karl Jørgen Lennert.
Sigtelserne lyder ifølge Lennert på to tilfælde af tyveri med anvendelse af vold.