100.000 flygter fra vulkan på Bali

Der har onsdag været 800 mindre jordskælv nær vulkanen Agung. Folk fortsætter med at søge sikkerhed.

Offentliggjort

Næsten 100.000 personer har nu søgt tilflugt for vulkanen Agung på den kendte indonesiske turistø Bali.

Det oplyser myndighederne ifølge nyhedsbureauet AP.

En talsmand for Indonesiens katastrofeberedskab oplyser onsdag, at over 96.000 mennesker nu har forladt området nær vulkanen og søgt sikkerhed.

Beboere nær vulkanen begyndte at forlade deres hjem allerede midt i sidste uge, da vulkanen begyndte at røre på sig og sendte mere end vanligt røg op fra dets krater.

Myndighederne hævede fredag alarmberedskabet til det højeste niveau, og det har fået antallet af flygtede til at stige gevaldigt.

Sutopo Purwo Nugroho, der er talsperson fra katastrofeberedskabet, siger, at risikoen for, at vulkanen går i udbrud er "ganske stor", men at eksperterne ikke med sikkerhed kan fastslå, hvor sandsynligt det er.

Indonesiens katastrofeberedskab oplyser, at der onsdag er registreret mere end 800 mindre jordskælv ved vulkanen, og at der er observeret tynd røg stige 50 meter over vulkanens krater.

De mange personer, der er flygtet fra vulkanen, er blevet indkvarteret mere end 400 forskellige steder på øen.

Både midlertidige lejre, sportshaller og offentlige bygninger er taget i brug.

Det seneste udbrud ligger over et halvt århundrede tilbage. I 1963 omkom flere end 1000 mennesker, da Agung spyede aske og lava ud.

Powered by Labrador CMS