10 år med Selvstyret: Et forbillede for andre lande
Arbejdet med at få indført selvstyret var et lærestykke i, hvordan to lande kan nå en løsning med dialog: - Selvstyret er et samarbejdsprojekt mellem Grønland og Danmark, siger IA-formand.
Múte B. Egede var 22 år, da selvstyret blev indført. Han var lige flyttet fra Qaqortoq til Nuuk. Derfor fik han ikke sat sit kryds ved folkeafstemningen.
- Det har altid ærgret mig. Men der var ikke gået de obligatoriske tre måneder efter flytningen, så jeg var ikke stemmeberettiget, forklarer han og skynder sig at tilføje:
- Jeg ville have stemt ja!
- Hvorfor?
- Det er jo hele tanken om, at man gerne vil være herre i eget hus.
- Hvordan er det så gået?
- Der er ikke er sket den udvikling, som mange håbede på for 10 år siden. Desto mere vigtigt er det, at vi nu som samfund får udpeget nogle pejlemærker og sammen finder ud af, hvordan vi vil bruge selvstyreloven og de muligheder, den giver os. Det er kun os selv, der sætter begrænsningerne.
- Mangler du en overordnet plan?
- Ja. Vi skal have afklaret, hvilke sagsområder, der skal hjemtages og i hvilken rækkefølge det bør ske. Processen stoppede jo mere eller mindre, da vi havde hjemtaget råstofferne og dele af fødevareområdet.
- Hvilke områder skal hjemtages først?
- Der skal fokuseres på de områder, hvor der kan skabes vækst og udvikling. IA har fremsat et forslag i Inatsisartut i efteråret om at få udformet en prioriteringsplan for sagsområderne. Vi skal have en mission, som skal udmøntes i en vision om hjemtagelserne. Hvis vi ikke fra grønlandsk side har en plan, kan vi heller ikke forpligte den anden part, Danmark, til at lave deres del af det lovforberedende arbejde, svarer Múte B. Egede.
- Hvor synes du, at de største fremskridt er sket de seneste 10 år?
- Jeg er nok mest stolt af de indsatser, der er gjort på det sociale område. Vi har stadig store sociale udfordringer, og der er et langt sejt træk foran os, men vi er i gang og er begyndt at tale højt om problemerne.
- Hvor ser du ellers fremskridtene?
- Jeg er også stolt over, at alle forsøger at bidrage til udviklingen. Det er ikke kun tre eller fire søjler, der skal bære vores land, men næsten 56.000 søjler. Hver især er vi med til at udvikle vores land. Alle er vigtige i samfundet, og alle er forpligtet til at bidrage ud fra deres evner, svarer Múte B. Egede.
Forbillede
Da Grønland fik selvstyre i 2009, strømmede det ind med internationale lykønskninger. Mange mente, at processen med Danmark – og det fredelige systemskifte – kunne tjene som et forbillede for andre statsløse nationer.
Det var blandt andet pointen fra den canadiske antropologi-professor Mark Nutall.
- Grønland er et forbillede ikke blot for andre oprindelige folk i verden, men også for mindre stater, der drømmer om selvstændighed, udtalte han dengang til KNR.
Múte B. Egede er enig.
- Hele arbejdet frem mod selvstyret foregik forbilledligt. Den er et eksempel på, hvordan to lande kan sætte sig sammen og nå til en løsning i stedet for at optrappe en konflikt. Man var ikke enige om alting fra start. Men med dialog, gensidig respekt og et ønske om at forstå hinanden på begge sider af bordet, nåede man frem til enighed. Det selvstyre, som nu fejrer 10 års fødselsdag, er frem for alt et samarbejdsprojekt mellem Grønland og Danmark, siger Múte B. Egede.
Du kan læse artiklen og andre artikler i den gratis avis, som er udgivet i anledning af 10 års jubilæet for Selvstyret. Du kan finde den gratis avis ved at klikke på linket her.