pædagoger

NPK: Pædagogmangel kan være selvforskyldt

NPKs landsformand Nausunnguaq Bisgaard er ikke overrasket over den alarmerende mangel på pædagoger i Kommuneqarfik Sermersooq og opfordrer kommunen til at undersøge, hvorfor pædagogerne flygter fra jobs

Nausunnguaq Bisgaard, pædagogernes landsformand, mener, at Sermersooq skal undersøge, hvorfor man mangler pædagoger og antyder, at det er selvforskyldt.

Pædagogernes Landsformand, Naussunnguaq Bisgaard, er til dagligt i kontakt med nogle af NPKs 400 medlemmer fra kontoret i Nuuk. Hun er ikke forbavset over den alarmerende mangel på pædagoger i Kommuneqarfik Sermersooq, og for den sags skyld i hele landet.

Fungerer ledelsen?

Hendes første tanke er, hvordan ledelsen fungerer.

- Hvordan mon ledelsen er i de omtalte daginstitutionerne i Nuuk? Hvorfor flygter pædagogerne væk efter kort tids ansættelse?

Hun opfordrer kommunen til at lave en undersøgelse. Som nævnt på Sermitsiaq.AG mangler der 52 pædagoger i 104 stillinger.

Læs også: Alarmerende mangel på pædagoger

I Nunatsinni Perorsaasut Kattuffiat - pædagogernes fagforening, - får formanden daglige henvendelser fra medlemmer, som spørger ind til de kritiske forhold, som de arbejder under.

Hvor står det?

- En pædagog har fra sin leder fået påpeget, at det er forbudt at forlade institutionen under den 29 minutter lange frokostpause. Hun spørger os, hvorhenne i overenskomsten det står, at det er forbudt at forlade arbejdspladsen for at hente mad under sin frokost, fortæller Naussunguaq Bisgaard. Vedkommende pædagog ville ellers blive trukket i løn.

Og en nyuddannet pædagog har pr. 1.april 2017 en grundløn på 20.104, samtidig er der et stadigt større arbejdspres blandt pædagogerne, hvor lønnen ikke følger med. I mange år har pædagogernes løn været lav, og det er ifølge Naussunnguaq Bisgaard også grunden til den store mangel på uddannede pædagoger.

Mange møder

- Pædagoger skal holde forældremøder for hvert enkelt institutionsbarn, udfylde barnets udviklingstrin, hvor ledere udover deres daglige virke også skal lave årsrapporter og rapporter om hvert enkelt institution.

52 ubesatte af 104 pædagogstillinger kan også skyldes boligmanglen i byerne, blandt andet i Nuuk.

Personaleboliger

- Der tilbydes kun personaleboliger i forbindelse med lederstillinger, hvor der ikke tilbydes personalebolig i pædagogstillinger, siger Nausunnguaq Bisgaard. Hun opfordrer til at man begynder at tilbyde personaleboliger til pædagogstillinger.

Powered by Labrador CMS