Nersornaat til dronningens tro væbner

Ceremonimester og kammerherre Christian Eugen-Olsen blev i går tildelt Nersornaat i sølv

Christian Eugen-Olsen tildeles Nersornaat i sølv af Josef Motzfeldt. Foto: Elly Hauge Pedersen
Offentliggjort

Dronningens Margrethes tro væbner, kammerherre og ceremonimester Christian Eugen-Olsen, blev i går tildelt Nersornaat i sølv af formanden for Inatsisartut, Josef Motzfeldt.

Det skete ved en højtidelighed på Grønlands Repræsentation i København og Eugen-Olsen tildeles hæderen, fordi han ifølge Josef Motzfeldt har været med til at udbygge rammeren for det moderne Grønlands kulturelle og uddannelsesmæssige udvikling.

- Du har siden 1990 som ceremonimester og kammerherre for kongehuset, været med til at arrangere kongehusets mange – store som små – besøg i Grønland, ligesom du har været et vigtigt bindeled for kontakten mellem Inatsisartut og Naalakkersuisut til kongehuset. Du har med dit arbejde sikret, at kongehusets besøg i Grønland gennemføres med værdighed og stor respekt for det grønlandske folk, lød fra blandt andet fra Josef Motzfeldt i hans tale for Eugen-Olsen.

- Du har varetaget disse opgaver med stor musikalitet og fin forståelse for Grønlands kultur og ydet et væsentligt bidrag til at de kongelige besøg har styrket Grønlands anseelse, sagde Josef Motzfeldt.

- Dit engagement for Grønland har også givet sig til udtryk ved dit engagement som medlem af støttekomiteen for Universitetsparken og senest med dit engagement i arbejdet omkring oprettelsen af Grønlands Nationalgalleri.

Powered by Labrador CMS