Video: Se en lille bid fra Grønland
Eksklusivt for Sermitsiaq.AG's læsere bringer vi en verdenspremiere på en lille spritny kortfilm optaget af Grønland Pioneering People

- Filmens titel "Pioneering People" og undertitlen "Upholding traditions, but moving forward" afspejler vores holdning om, at Grønland og grønlændere er en pioner-nation, og at vi på mange måder stadig den dag i dag er pionere.
Det skriver Anders Stenbakken, direktør for Visit Greenland, i en pressemeddelelse.
Og helt eksklusivt for Sermitsiaq.AG's læsere kan vi vise en spritny kortfilm, optaget i Ilulissat i marts.
- Personerne, der deltager i kortfilmen, blev udvalgt til at deltage af Visit Greenland, Destination Avannaa og David Trood i fællesskab, og selv om vi synes, de giver et godt billede af, hvem man typisk vil støde på, når man gæster for eksempel en by som Ilulissat, postuleres det ikke, at de er fuldt ud repræsentative for alle derfra, eller fra Grønland for den sags skyld. Ligeså vel som landet er stort, ligeså varieret og farverig er befolkningen i dag jo også.
- Fra indvandrerne fra over 4.500 år siden til datidens polarefterforskere til nutidens grønlændere og enhver, der betegner sig som hjemmehørende - ja, selv udefrakommende eventyrere, der kun er her i kort tid, kan man også betragte som pionere, fordi de fravalgte masseturismedestinationerne og kom til Grønland for at opdage og tage på eventyr i den kæmpe natur, og opleve vores unikke kultur, der på én gang både rummer mange traditioner, men også er meget moderne. Vi lever i dag i et på mange måder endnu uudforsket land, der er så stort, at selv vi grønlændere i løbet af et helt liv ikke kan forventes at besøge alle dele af landet, skriver Anders Stenbakken.