Vi skal tale om døden

- Det nytter ikke at være bange for at dø.

Det fastslår biskop Paneeraq Siegstad Munk, idet hun pointerer, at døden er et grundvilkår ved livet. En ting, vi ikke kan undgå.

- Vi skal nyde livet, mens vi har det. Sætte pris på mennesker, der er søde ved os. Og huske at sætte ord på de ting, der gør os glade. Så er det nemmere, når man begraver en, der har nydt livet, at sætte ord på. Kan tale om de sjove ting, man har oplevet. Trøstens og troens gave er en styrke i livet, efter min mening, siger hun.

Personligt har vores 47-årige biskop senest haft døden tæt på, da hendes mor pludseligt gik bort i 2019, som følge af et hjertestop under rejsen til sit barnebarns konfirmation. Paneeraq Siegstad Munk måtte derfor begrave sin mor, inden hun kunne konfirmere sin søn.

- Jeg husker choktilstanden. Den mærkelige følelse af, at hun er væk. Og jeg måtte gentænke det, vi lærer på præsteuddannelsen om at tale om døden. Ordene blev ligesom akademiske under uddannelsen for mig, fortæller hun.

Det hjalp på sorgen, at Paneeraq Siegstad Munk forinden gennem årene havde talt meget med sin mor om livet. Moren var også præst, og minderne om samtalerne og samværet med morgen gav styrke, så hun kunne stå i præstekjolen uden at falde helt sammen.

- Jeg vil ikke af med følelserne, for de beviser, at hun har været her. Jeg ønsker ikke at glemme hendes berøringer, det var tegn på, at hun holdt af mig, og det kan jeg give videre til mine børn, siger Paneeraq Siegstad Munk og tilføjer:

- Der går ikke en dag, uden jeg mindes hende. Hun fortæller, at moren var “vild med (apostlen, red.) Paulus” og det derfor gjaldt om at finde noget brugbart fra hans tekster i forbindelsen med morens begravelse.

- Jeg skulle finde noget fornuftigt om døden og om opstandelsen. Og jeg blev trøstet af det religiøse sprog, for mig gav og giver det mening, siger hun og funderer over, om hendes begravelsestaler mon har ændret sig siden 2019.

- Det gik op for mig, hvor meget trøst, jeg kan finde i kirken og biblen, siger hun.

En vigtig del af præstegerningen, er at kunne tale med pårørende og efterladte om døden. Ikke mindst i forbindelse med at planlægge begravelsen, bliver der talt om døden. For nogle er det måske det nærmeste de kommer på at tale om det, at have mistet en nær.

Kommer hinanden ved

I hvert fald er der set med biskoppens øjne forskel på, hvordan vi håndterer dødsfald i mindre steder set i forhold til større byer som Nuuk. Selv er hun vokset op i Attu og siger, at det er, som om der i yderdistrikterne er en større forståelse for, at døden er en del af livet. Måske fordi man har naturen tæt på, og der indimellem sker drukneulykker i forbindelse med fiskeri og fangst.

- Man er mere sammen om sorgen i yderdistrikterne. Man hjælpes med at vaske liget og alle er med til udsygning og begravelsen. Alle kommer hinanden ved, siger hun.

Selv om der foregår de samme ting i Nuuk, er det ikke en hel boplads, der kommer, men mest pårørende og venner, der deltager ved begravelsen.

- Jeg tror, det må gøre noget ved de pårørendes syn på døden. Der er de samme følelser, men ikke det samme fællesskab, siger biskoppen.

Hun efterlyser, at der sættes rammer for at man kan være i sorgen, for eksempel på arbejdspladser. At der bliver rum for mere forståelse og at det er acceptabelt at holde fri i længere tid, i stedet for at skulle møde op efter otte dages orlov.

Samtidig er det også udfordrende at være i en storby i sin sorg, hvis ikke man er i stand til at række ud efter andre.

- Hvis man ikke er opsøgende og udadvendt, kan det være mere ensomt. Jeg kommer selv fra bygd, allle ved, når der er sket et dødsfald; man kommer ind og giver for eksempel et lys. Man bruger ikke for mange ord, men sørger for at lave mad eller andre praktiske ting, fortæller hun.

Bifalder sorggrupper

Det seneste års tid er der opstået sorggrupper rundt omkring ved hjælp af frivillige. Det er et initiativ, som biskoppen roser:

- Det er rigtigt godt med sorggrupper, hvor mennesker, der selv har mistet, har fået hjælp af Det Nationale Sorgcenter til at opstarte. Det burde vi have flere af, siger Paneeraq Siegstad Munk.

Hun tilføjer, at hun håber, at folkekirken kan hjælpe. Udfordringen er imidlertid, at de administrative opgaver fylder mest for præsterne. Ikke mindst kirkebogsføringen, hvor alle fødsler og dødsfald registreres manuelt, optager arbejdsdagen for præsterne. Derfor ønsker biskoppen, at der ville være mulighed for at ansætte personale til kirkebogsføringen, så præsterne kunne lave sjælesorg, som de er uddannet til.

- Hvis folkekirken skal være der mere, skal vi frigøre præsternes tid fra kontorarbejde, siger biskoppen.

Hun oplyser, at hun siden hun startede som biskop, har prøvet at gøre opmærksom på, at præsterne burde være mere i kirkerummene, i stedet for kontorerne. Og håbet er, at hendes bøn bliver hørt af Inatsisartut, som fastlægger bevillingen til kirken i finansloven.

Samtidig har der sjældent været så mange præster – hele 23 – på kysten, som det er tilfældet i øjeblikket, oplyser hun. Faktisk er der så mange præster, at hun selv i år måske for første gang ikke skal konfirmere nogen til sommer.

Biskoppen betegner præsterne som en god ressource for lokalbefolkningen.

- Vi mærker det hurtigt, når der mangler en præst, så sker der ting og sager; der bliver opbygget frustrationer, som kan svært at tackle for en kateket, forklarer hun.

Selv om der stadig mangler præster visse steder, har alle provstier en provst, der kan rejse rundt i præstegældene.

Udover sorggrupper fremhæver biskoppen telefonlinjen Tusaannga.

- Jeg er taknemmelig for Tusaannga. Det har gjort det legalt at tale om de svære ting. Når man kan tale med nogen i trygge rammer, så tør man være mere åben om følelser. Og bagefter tør man måske melde sig i en sorggruppe, så man ikke står alene med de svære tanker, siger hun.

Tabu

For mange mennesker er det at tænke på og tale om døden ikke just noget, de synes er morsomt. Faktisk kan man argumentere for, at døden er et tabubelagt emne. Ikke desto mindre bør vi gøre hvad vi kan for at bryde tabuet, påpeger Paneeraq Siegstad Munk.

- Folk synes, det er trist. De siger ofte: Er det ikke tungt? Men livet er ikke kun let. Det hjælper også at tale om de tunge ting, og det hjælper til at modstå prøvelser, siger hun.

- Vi bilder os ind, at det er lettere ikke at tale om det. Men ved at sætte ord på de tunge ting, kan man også sætte ord på de skønne ting. Når du har været helt nede, kan du pludselig opleve at de helt små ting bliver en gave, for eksempel en solopgang.

For biskoppen er det opløftende at mærke og konstatere, at døden virker knap så tabubelagt for den yngre generation.

- Det er som om de unge ikke er helt så bange for at sætte ord på – de er modige, de unge, fremhæver Paneeraq Siegstad Munk.

Hun nævner Naalakkersuisuts nye selvmordsstrategi, hvor de unge også satte ord på, hvad de manglede.

- Det gør ondt at læse, at de unge er så ensomme. Vi skal give dem opmærksomhed, og fra kirkens side vise, at de også kan tale med præst og kateket som en mulighed for at åbne op, siger biskoppen.

Livet er dog ikke kun svært som ung. Også som ældre kan det føles tungt, for eksempel når ens ægtefælle dør efter et langt ægteskab.

Møder de ældre

For at imødekomme de ældres behov er flere præster begyndt at komme til de ældres foreningsmøder, oplyser Paneeraq Siegstad Munk.

Det gælder for eksempel morgenandagt, hvor der efterfølgende gives de ældre mulighed for at tale med præsten i enrum, i et lokale ved siden af, hvor de kan sætte ord på tanker i forbindelse med dødsfald.

- Det hele flyttes ligesom rundt i hovedet, når man mister en, man har levet sammen med i mange år. Så man skal finde en ny indretning uden at glemme, at man har haft et liv med en man holder af, siger hun.

Biskoppen erkender, at kirken sjældent har mulighed for at møde mennekser, der ikke kan gå ud af deres eget hjem.

- Det håber jeg, de bruger Tusaannga, så de ikke føler sig helt alene. Nogle steder bruger man også at spørge præsten, om han eller hun kan komme forbi. Men i en storby som Nuuk er det lidt svært, siger hun.

De fleste af os ved heldigvis ikke, hvornår vi skal dø. Men for nogle bliver det meget konkret, når de bliver ramt af en uhelbredelig sygdom. Her kan angsten for at dø blive meget tydelig, fortæller Paneeraq Siegstad Munk.

- Det kan være svært at give slip, især når ikke man sætter ord på. Vi har måske en barnetro om, at når vi dør, ender vi hos Gud i himlen. Men når man har været syg af kræft i fem år og gennemlevet et helvede de sidste tre måneder, gør det noget ved ens forestillinger om, hvordan det er at dø, siger hun.

I tilfælde hvor folk ikke kan tale af den ene eller den anden grund, hjælper det ofte at tilbyde nadver.

- Vi ser, at nadver kan give fred. Der er syndsforladelse men også fælles måltid med de nære, man græder måske, uden ord, synger ens yndlingssalme. Det kan også give trøst, siger biskoppen.