Vi ses igen!
Der var stor kærlighed mellem Lis Sørensen og publikum lørdag aften i Katuaq

Lige fra hun kom op på scenen lidt over ni i Katuaqs foyer fik Lis Sørensen kontakt med publikum og havde dem med lige til hun sluttede, efter tre ekstranumre før midnat.
Katuaqs foyer var næsten fyldt op med omkring 600 glade og et meget veloplagt publikum, der var kommet for at høre sangene fra deres ungdom i 1980’erne, mindes og synge med på klassikere som blandt andet Mine øjne de skal se, Tæt på ækvator, Verden er i farver, Stille før storm, Fuld af nattens stjerner og Indtil dig igen.
Men også de unge var godt med, for Lis Sørensen har altid formået at lave god musik og god musik er god musik, uanset hvilken musikgenre man foretrækker. Når en sang rører ens hjerte er det tidsløst og kan nydes til hver en tid. Og det gør mange af Lis Sørensens sange.
Kommer igen
Lis Sørensen havde som altid en stærk og lækker udstråling med masser af energi på scenen. Dejlige numre fra hendes seneste album For kærligheden Skyld fra 2010 blev også spillet, skiftevis med de gamle numre. Og det gjorde at publikum hele tiden var med, selvom de måske ikke kendte alle de nye numre.
Lis Sørensen og hendes band er professionelle til fingerspidserne. De lever på scenen og formåede at spille godt under hele koncerten. Lis Sørensen sang utrolig godt og lyden var god under hele koncerten, uden at der på noget tidspunkt var kedelige pauser eller teknik der svigtede.
Lis Sørensen og hendes band erobrede Nuuk og omvendt tog det glade publikum også Lis Sørensen med storm. Under koncerten sagde hun flere gange, at hun snart ville komme til Grønland igen til stor jubel for publikum.
Det tager vi som et løfte herfra redaktionen og glæder os allerede til hun kommer igen.
Sang: Lis Sørensen
Guitar: Poul Halberg
Guitar: Jonas Krag
Bas: Jette Schandorf
Trommer: Jan Sivertsen
Biografi
Født 28. maj 1955
Sanger, sangskriver og komponist.
Udgivelser:
1983: Himmelen ned på jorden, 1985: Lis Sørensen, 1987: Sigøjnerblod, 1989: Hjerternes Sang, 1991: Vis dit ansigt, 1993: Under stjernerne et sted, 1995: Du kan få mig til alt, 1998: Kærtegn, 2000: Rose, 2003: Nærvær og Næsten, 2005: Con Amor, 2010: For Kærlighedens Skyld.
Opsamling:
1996: Ind til dig igen – Sørensens bedste, 2007: De allerstørste sange.