juletid
Velbesøgt julemarked i Narsaq
Narsaqs årlige julemarked løb af stablen lørdag eftermiddag i idrætshallen
Efter flere dages blæst og regn trængte Narsaq-befolkningen til at komme udendørs. Det kunne mærkes på antallet af besøgende ved det årlige julemarked, hvor der var godt gang i omsætningen.
Julemarkedet, der i år er arrangeret af ungdomsklubben, havde udover boder af husflids og syltetøjsproducenter og næringsdrivende, deriblandt Neqi A/S, der solgte lammespegepølser, julesange på programmet.
Sangene blev fremført af børnene fra børnehaven Narsarmiutaq, mens de unge fra klubben leverede moderne dans. Desuden var der taekwondo-opvisning, guitarkoncert med skoleelever og modeopvisning fra Polarmagasinet.
'Santa Pavia' Egede, der stadig er byens julemand, gik rundt med en kurv fuld af godter til børnene. Til sidst var der uddeling af dejlige røde æbler.