Danmark
Uddannelsesminister vil bevare Eskimologistudie
Uddannelses- og forskningsminister Esben Lunde Larsen (V) kritiserer nu, at Københavns Universitet overvejer at lukke Eskimologistudiet
Uddannelses- og forskningsminister Esben Lunde Larsen (V) kritiserer i en kronik i Jyllands-Posten Københavns Universitets planer om at lukke en række små studier, heriblandt Eskimologi og Arktiske Studier. Det oplyser KNR.
Ud over ministeren står uddannelsesordførerne fra regeringens støttepartier også bag indlægget.
Læs: Universitet lukker for faget Eskimologi
Vigtige nøgler
- De små humanistiske fag er vigtige nøgler til vores forståelse af andre samfund og kulturer, såvel som vores eget samfund. Derfor er det afgørende, at vi holder hånden under en række små fag, skriver politikerne i kronikken.
Finanslov
Budskabet står i kontrast til politikernes egne krav om besparelser på finansloven, der har ført til, at rigets største uddannelsesinstitution vil lukke for optag på en række små fag i efteråret 2016.
Læs: Aaja: Helt forkert at nedprioritere Eskimologi
Men politikerne mener ikke, at pengene må findes ved helt at lukke de små, humanistiske fag - for universitetet modtager en øremærket bevilling til netop de små fagområder. Derfor er det bedre, hvis Københavns Universitet omlægger for eksempel Eskimologistudiet frem for at nedlægge det, påpeger skribenterne.
Se billeder: Aktion for at beholde Eskimologi