TV-program om kost og motion

Niels Thomsen er bekymret for den voldsomme stigning i livsstilsygdommene

Niels Thomsen foreslår en TV-serie med fokus på kost og motion. Foto: Leiff Josefsen
Offentliggjort

Livsstilsygdomme, som for blot nogle få årtier siden var sjældne i Grønland, er i dag en bombe under den grønlandske sundhedstilstand.

»Type 2-diabetes«, også kaldet gammelmandssukkersyge, var tidligere en sjælden sygdom hos grønlændere, men en undersøgelse har vist, at omkring 10 procent af alle voksne grønlændere over 35 år har »Type 2-diabetes«. Dermed er denne type af sukkersyge langt hyppigere hos grønlændere end hos befolkningen i Danmark, hvor omkring seks procent af den voksne befolkning lider af gammelmandssukkersyge.

– Det skyldes formentlig de hastige livsstilsændringer, som har fundet sted i det grønlandske samfund i kombination med genetisk disposition til disse sygdomme, siger overlæge Marit Eika Jørgensen fra Statens Institut for Folkesundhed.

Den grønlandske befolkning har gennem årtusinder levet under ekstreme fysiske og klimatiske forhold præget af perioder med fødeknaphed. Det har fremmet udviklingen af gener, der har gjort det muligt at akkumulere fedt og holde et højt blodsukker – de samme gener som med en vestlig livsstil disponerer til fedme, diabetes og hjertekarsygdom.

Den voldsomme stigning i livsstilssygdommene bekymrer også Demokraternes Niels Thomsen, som onsdag eftermiddag i landstingssalen ønsker penge afsat til en serie grønlandsksprogede TV-udsendelser med fokus på, hvordan samspillet mellem motion og kostvaner kan give en bedre livskvalitet såvel fysisk som mentalt.

Som inspirationskilde peger Niels Thomsen på det danske TV-program »Ha´ det godt«, hvor den tidligere landsholdshåndboldspiller Marianne Florman får eksperter til at fortælle om kroppens reaktion på kost, rygning, alkohol, motion og stress. I programmet deltager seerne selv ved, at en række personer har meldt sig som testpiloter. Testpiloterne hjælper med at afprøve, om de teoretiske modeller for sundhed holder i praksis.

– En grønlandsk programserie skal bygges op på samme måde, siger Niels Thomsen.

En vært med den rette ekspertise skal rejse rundt til fire udvalgte steder på kysten (et sted i hver kommune) og hjælpe udvalgte borgere med at komme forskellige sundhedsmæssige udfordringer til livs.

Powered by Labrador CMS