TV: Problematisk salg af eftertragtede råstoffer

Grønland og Danmark har lige meget at skulle have sagt ved handel med uran og sjældne jordarter. Ansvarsbyrden kan skabe gnidninger, varskor dansk militærrådgiver

Hvis Grønland en dag er klar til at sælge uran eller sjældne jordarter, bør et uafhængigt organ afgøre, om køberen er den rette, mener Niels Wang, kontreadmiral og chef for Forsvarsakademiet. Foto: Leiff Josefsen
Video: Mads Nyvold
Hvis Grønland en dag er klar til at sælge uran eller sjældne jordarter, bør et uafhængigt organ afgøre, om køberen er den rette, mener Niels Wang, kontreadmiral og chef for Forsvarsakademiet. Foto: Leiff Josefsen Video: Mads Nyvold Hvis Grønland en dag er klar til at sælge uran eller sjældne jordarter, bør et uafhængigt organ afgøre, om køberen er den rette, mener Niels Wang, kontreadmiral og chef for Forsvarsakademiet. Foto: Leiff Josefsen Video: Mads Nyvold Hvis Grønland en dag er klar til at sælge uran eller sjældne jordarter, bør et uafhængigt organ afgøre, om køberen er den rette, mener Niels Wang, kontreadmiral og chef for Forsvarsakademiet. Foto: Leiff Josefsen Video: Mads Nyvold
Offentliggjort

Hvis Grønland en dag er klar til at sælge uran eller sjældne jordarter, bør et uafhængigt organ afgøre, om køberen er den rette.

Det mener Nils Wang, kontreadmiral og chef for Forsvarsakademiet, den førende danske forskningsinstitution på forsvarsområdet og tænketank for det danske militær. Selvstyreloven har ellers fastslået, at Grønlands undergrund tilhører Grønland. Til hvem og til hvilken pris jern, kobber eller sjældne jordarter bliver afhændet til er altså helt og holdent op til Grønland at bestemme. Men helt så enkelt er virkeligheden reelt ikke, mener Nils Wang.

Under konferencen 'Future Greenland' i kulturhuset Katuaq i Nuuk i begyndelsen af februar fremførte han, at Selvstyreloven indeholder en systemfejl.

Læs "Fejl i selvstyreloven spænder ben for råstofsalg"

Den kan angiveligt træde i kraft, hvis salget af råstoffer volder udenrigs-, sikkerheds- eller forsvarspolitiske gener for Danmark. Problemet i den henseende er nemlig, at de områder fortsat bliver varetaget af den danske regering på Christiansborg over 3000 kilometer væk. Omvendt varetager Grønland altså forvaltningen af alle råstofferne i undergrunden både på land og i havet.

Blokerede råstofsalg
Dermed hviler rigsfællesskabet lige nu på den forudsætning, at man sagtens kan adskille udenrigs- og sikkerhedspolitik fra forvaltningen af råstoffer. Ifølge Nils Wang er den forudsætning uholdbar, og den adskillelse er lige så umulig som, at man skulle kunne hive sjældne jordarter op af Kuannersuit/Kvanefjeld uden uran.

Netop de sjældne jordarter eller uran kan vise sig at tydeliggøre den systemfejl i selvstyreloven. Fordi på den ene side kan salg af uran eller sjældne jordarter ske til energifremstilling i kernereaktorer eller komponenter i vindmøller. På den anden side kan uran og sjældne jordarter også anvendes som atomvåben og essentielle magneter i højteknologiske missiler.

Danmark og Grønland vil dermed forholde sig til sådan et salg fra to forskellige udgangspunkter og lovgivninger. Nils Wang mener derfor, at et uafhængigt organ, et såkaldt foreign investment reviewboard, vil være bedre rustet til at mægle og vurdere i et salg. Kontreadmiralen konkretiserede ikke, hvordan et sådan organ kan opbygges, men han fremhævede, at det er blevet anvendt i Australien.

Råstofdilemma
Anvendelsen skete i forbindelse med det, som Nils Wang kalder for det australske dilemma. For fire år siden fik det australske mineselskabet Lynas Corporation et særdeles godt tilbud fra et kinesisk statsejet mineselskab. 252 millioner dollar for aktiemajoriteten. En særdeles tiltrængt indsprøjtning for Lynas Corporation, der skulle bruge pengene til en fortsat udvikling af sin mine med en af klodens største forekomster af sjældne jordarter.

Men netop fordi der var tale om de eftertragtede mineraler til brug i eksempelvis våbenteknologi, og fordi Kina har et de facto-monopol, blandede den australske regerings foreign investment reviewboard sig. Efter organets anbefaling blokerede regeringen handlen med henvisning til, at ejerforholdet med et statsligt kinesisk selskab som hovedaktionær stred mod Australiens strategiske interesser. Handlen gik dermed i vasken.

Sammenligneligt med rigsfællesskabet?
Nils Wang mener, at et uafhængigt organ også kan skære igennem, hvis debatten bliver for højstemt eller klinger hult af advarsler om geopolitiske interesser, eksempelvis i tilfældet med London Minings planlagte jernmalmmine ved Isua i Godthåbsfjorden.

Men kan et uafhængigt organ i stil med Australiens foreign investment review board overhovedet fungere i rigsfællesskabet? Og vil sådan et råd ikke sætte selvstyreloven ud af spil?

De spørgsmål svarer Nils Wang på i ovenstående videoen. Her bliver han interviewet af Martin Breum, der var konferencier under 'Future Greenland' og til daglig er journalist hos Danmarks Radio.

Dele af denne artikel har tidligere været publiceret her på sitet under overskriften 'Fejl i selvstyreloven spænder ben for råstofsalg'. Dengang skulle den vedhæftede video være tilknyttet, men filformatet viste sig at være delvist ødelagt under overførsel. Derfor har vi først nu kunne uploade videoen.

Læs alle Sermitsiaq.AG's artikler om 'Future Greenland' her

Powered by Labrador CMS