Tredje Sika-roman præsenteres på Bogforum i København i weekenden

Skibet fra Isfjorden af Nina von Staffeldt er netop udkommet på milik publishing.

Nina von Staffeldt er klar med sin tredje roman om Sika Haslund
Offentliggjort

På søndag præsenteres krimien 'Skibet fra Isfjorden’ på det store Bogforum i København, hvor forfatteren interviewes om sin nye krimi, der sætter Grønlands historie under Anden Verdenskrig ind i en aktuel sammenhæng.

I 2016 udgav milik publishing den første roman om kommunikationskonsulenten Sika Haslund, der hjemvendt til Nuuk og et nyt job kommer under vejr med mistænkelige dødsfald og uden at ville det selv involveres i farlige hændelser. 'Frosne Beviser, fik prisen som bedste krimidebut i 2016 af Det danske Kriminalakademi. Efterfølgeren Den Sorte Engel, der udkom sidste år, fik også succes hos anmeldere og læsere.

I denne uge er Sika-roman nummer tre med titlen 'Skibet fra Isfjorden' på gaden, og Lene Therkildsen fra milik publishing siger, at det var en kamp mod tiden at blive klar inden årets største bogmesse:

– I år finder Bogforum sted nogle uger tidligere end normalt, og flere forlag har måttet kaste håndklædet i ringen og ikke fået alle deres bøger klar i tide, fortæller Lene Therkildsen.
– Vi satte alle sejl til i god tid, og derfor lykkedes det heldigvis for os – med stor hjælp fra grafiker, trykkeri og andre – at blive klar i denne uge. Det var en stor glæde at stå med bogen frisk fra trykken, da vi holdt åben reception for bogen i Det Grønlandske Hus i København tirsdag, slutter hun.

Præsenteres på BogForum søndag

Skibet fra Isfjorden præsenteres på Krimimessens stand på Bogforum nu på søndag kl 11.00 på Bogforum i Bella Centret, hvor forfatteren Nina von Staffeldt interviewes om bogen, personerne og ikke mindst handlingen, der denne gang finder sted i Ilulissat. Efter interviewet er der bogsignering på Arnold Buscks stand.

Ude i Grønland i næste uge

Det lykkedes heldigvis også at nå at få Skibet fra Isfjorden med op i det fragtskib, der ankommer til Nuuk i denne uge, så snart er den spændende krimi også til at få fat i i Grønland.

Powered by Labrador CMS