Teater om overgreb og håb udkommer som bog
Teaterstykket og den tilhørende udstilling 'Jeg bærer min sjæl' har lige været på turné i landet. Nu udkommer en mindre bog som samler det hele.
Teaterstykket og bogen Tarnima Nammatai er skabt af Teater freezeProductions for at gøre opmærksom på seksuelle overgreb - med støtte af og i samarbejde med Socialstyrelsen// Killiliisa.
Teaterstykket, Tarnima Nammatai, om seksuelle overgreb, kærlighed og håb har lige været på turne i landet. En bog skal sikre materialet fra teaterstykket og udstillingen bliver samlet.
- Alle tre elementer, forestillingen, udstillingen samt den mindre bog i projektet har hver deres liv og kan også udfolde sig sammen. Udgivelsen skal med på de kommende turneer, og vil også blive solgt til skoler, kulturhuse, museer med flere. Hermed er projektet nu det trebenede projekt, som kunstner og rollemodel Gukki Nuka og teaterdirektør Hanne Trap Friis har arbejdet på siden 2019, oplyser NAPA i en pressemeddelelse.
Teaterstykket er blevet vist i Nuuk og senere på en turne i Sydgrønland i foråret 2021. Stykket har lige i efteråret været på turne i byerne nord for Nuuk. Senere skal forestillingen vises i Skandinavien og resten af verden.
- Teaterstykket er stærkt og virker healende for de fleste. Det er en smuk visuel kunstnerisk oplevelse også. Teaterstykket er blevet set af rigtig mange, og vi har desuden haft et godt samarbejde med beredskabet langs kysten, da teaterstykket handler om seksuelle overgreb, om kærlighed og håb, og der kan være nogle der har brug for en snak bagefter. Vi har under hele turneen spillet for fyldte haller hvilket har været en fantastisk oplevelse, siger Hanne Trap Friis.
Reception om bogen
Den mindre bog er blevet skabt med billeder fra udstillingen, samt billeder og tekster fra forestillingen.
Napa og teatervirksomheden Teater freezeProductions inviterer til reception den 28. oktober i Katuaq fra klokken 12.00 til 13.00 i forbindelse med udgivelsen af bogen.
- Der vil også blive spillet noget af musikken fra forestillingen af skuespillerne, bl.a. Rasmus Lyberth og komponisten samt være oplæsning fra teksterne af Karina Møller, Klaus Geisler og Nukakkuluk Kreutzmann. Bogen er redigeret af Tupaarnaq Rosing Olsen og den grafiske opsætning er varetaget af Nina Spore Kreutzmann, oplyser NAPA.