NEKROLOG

Sydgrønlands øje er død

John Rasmussen var en enestående fotograf, der gennem et langt liv skildrede Sydgrønland på godt og ondt.

Fotograf John Rasmussen, Narsaq, er død.
Offentliggjort

Fotograf John Rasmussen, Mestervej, Narsaq er død 29. maj 2024, 78 år.

John Rasmussen var født i Valby, men kom til Grønland som tømrer, hvor han arbejdede som sæsonarbejder i Qaqortoq i 1968 og 1969. I sommeren 1970 flyttede han til Narsaq, hvor han blev ansat ved sygehusbyggeriet. Narsaq blev både basen for John Rasmussens familieliv og hans professionelle virke som fotograf.

ABONNENTER

Denne artikel er fra en af Mediehusets aviser. 

Fremover vil historier som denne kræve abonnement.

God læselyst, og god fornøjelse.

Han begyndte for alvor at fotografere i 1971. Det greb om sig, og han har siden 1976 levet af fotografiet. Kunderne var først og fremmest været medierne. Især de grønlandske aviser og de danske ugeblade. Og så de store danske billedbureauer, der sælger billeder videre til hele verden. Det var hele tiden været en jævn efterspørgsel efter fotos fra Grønland – og så enkelte højdepunkter som de kongelige besøg og Igaliku-aftalen i 2004, hvor USA’s udenrigsminister Colin Powell, den danske udenrigsminister Per Stig Møller og daværende landsstyremedlem for udenrigsanliggender Josef Motzfeldt underskrev den historiske aftale.

Ved siden af pressebillederne har John Rasmussen i mange år også været fotografen i Narsaq, som bysbørnene gik til, når der var store begivenheder i familien. Bryllupper, jubilæer og så videre – og så har John Rasmussen hvert år leveret klassebilleder til skolen i Narsaq.

Kvaliteten var altid i orden

John Rasmussen skildrede livet i Sydgrønland i stor solidaritet med det samfund, han var blevet en del af. Han havde blik for det gode motiv – og holdt altid den tekniske kvalitet i top. Når man bestilte billeder hos John Rasmussen, var man sikker på, at billederne var både skarpe og velkomponerede.

Da John Rasmussen i 2021 kunne fejre sit 50-års jubilæum, gik han i arkiverne og samlede fotos til en udstilling, der havde fernisering i Narsaq i april 2021 og siden været vist i Nanortalik, Paamiut, Maniitsoq og Landsbiblioteket i Nuuk i oktober 2022. Udstillingen er nu doneret til museet i Narsaq.

John Rasmussen modtog tidligere på året Kommune Kujalleqs ærespris for sit fotografiske arbejde.

- John Rasmussen var en af vores absolut bedste fotografer. Han har i alle årene været en god fotograf for Sermitsiaq. Vi var ikke altid enige, men han har altid været til at tale med. Og han har altid leveret, når Sermitsiaq havde brug for det. Han havde styr på sit arkiv, og hvilke fotos vi brugte, siger tidligere chefredaktør for Sermitsiaq Poul Krarup.

Det var et hårdt slag for John Rasmussen, da han i 2023 mistede sin hustru, Bolette Frederiksen. Samtidig var han selv ramt af uhelbredelig kræft og en tiltagende grå stær, som gjorde det svært at passe fotografiet.

Han vidste godt, hvad vej det gik. Den 14. maj havde jeg en lang samtale med John Rasmussen, der meddelte, at nu havde han taget sit sidste billede. Øjnene kunne ikke mere. Det var bevægende. En epoke var slut i den grønlandske medieverden.

Med John Rasmussens død har vi mistet en enestående fotograf, der gennem et langt liv skildrede Sydgrønland på godt og ondt. En ener i ordets allerbedste forstand.

John Rasmussen blev begravet i Narsaq 2. juni. Han efterlader sig børn, børnebørn og oldebørn.

Powered by Labrador CMS