Stor Hans Lynge-udstilling i Lemvig
Lidenskab skal der til, er undertitlen på en stor udstilling med Hans Lynge-værker, som havde fernisering lørdag eftermiddag.
Udstillingen med næsten 200 værker af Hans Lynge kan ses i Lemvig frem til den 14. december.
Foto: Jesper Hansen
Det blev en helt lille nationaldagsfest, da
Museet for Religiøs Kunst i Lemvig lørdag eftermiddag havde fernisering på
udstillingen Hans Lynge – Lidenskab skal der til.
Det indbudte publikum sang til indledning Nuna
Asiilasooq – på dansk, forstås – og herefter fulgte Hans Lynges egen Nuilersup
qilaap seqinersuata.
Udstillingen på Lemvig-museet rummer næsten 200
værker. De kommer primært fra enken Inge Lynges store samling, som hun har
skænket til fonden, der står bag oprettelsen af Grønlands Nationalgalleri for
Kunst. Udstillingen er derfor en enestående chance for kunstelskere for at se
Hans Lynges imponerende produktion af maleri, tegning, grafik og skulptur - fra
ungdomsværker til det sidste værk signeret den dag han døde – i Danmark, inden
samlingen på et tidspunkt bliver flyttet til Grønland.
Oldebarnet overbragte en hilsen
Inge Lynge, der i dag er 96 år, havde ikke
mulighed for at være til stede ved ferniseringen, men havde overladt til
oldebarnet Martine Lynge Lyngesen at overbringe en hilsen til deltagerne i
ferniseringen.
Museumsdirektør Christine Løvenskjold lagde i
sin tale heller ikke skjul på, at den store udstilling helt og alene er kun er
blevet mulig gennem et samarbejde med Inge Lynge og familien – heriblandt Hans
Lynges barnebarn, forfatteren og foredragsholdereren Nauja Lynge.
Det har taget godt og vel tre år at få
udstillingen op at stå.
- Det begyndte, da jeg mødte Christine
Løvenskjold ved Naalakkersuisoqs nytårskur i 2023 – og vi fik ideen til
udstillingen, fortalte Nauja Lynge, der brugte sin tale til at mindes sine
barndomsoplevelser med Hans Lynge.
- Jeg følte mig virkelig set og elsket af Hans
Lynge, når vi var sammen – og det har været med til at forme mig som menneske,
sagde Nauja Lynge.
Intet er tilfældigt
Det er ikke tilfældigt, at den store
udstilling kan ses på Museet for Religiøs Kunst i Lemvig. Museet er grundlagt
af kunstneren og kunsthistorikeren Bodil Kaalund, der havde et tæt venskab med
Hans Lynge. De to var blandt andet initiativtagere til Grafisk Værksted, der
senere blev til kunstskolen i Nuuk, ligesom de to havde et tæt samarbejde om de
første af Hans Lynges berømte gobeliner på rådhuset i Nuuk.
Hans Lynge var desuden aktiv i det grønlandske
Tuukkaq Teater, som havde base i Fjaltring i Lemvig Kommune, ligesom han havde
et sommerhus i Vester Husby syd for Fjaltring.
Udstillingen kan ses på Museet for Religiøs
Kunst i Lemvig frem til den 14. december. Udstillingen er kurateret Christine
Løvenskjold og den grønlandske kunsthistoriker Laila Lund Altinbas. De to har
desuden sammen med Birgit Kleist Pedersen skrevet udstillingskataloget, der
fortæller træk af Hans Lynges liv fra fødslen i 1906 og frem til hans død i
1988.
Kataloget byder desuden på en 24 sider lang
artikel, hvor Inge Lynge fortæller detaljeret om samlivet med Grønlands måske
største kunstner.