Spændende og tankevækkende fotoevent
Fotograf Shazia Khan med pakistanske rødder udstiller 14 store portrætter udendørs foran Nordatlantisk Hus i Odense
På hvert enkelt værk er der små statements. Statements fra den enkelte persons meget personlige beretning. Vil man vide mere er der podcasts til portrætterne, hvor beretningerne kan høres i sin helhed.
Shazia Khan vil med udstillingen, som hedder SIULIT, vise, hvor godt det kan være både positivt og udfordrende at have rødder fra flere kulturer. Siulit betyder forfædre. Det er Shazia Khans opfattelse, at vi alt for sjældent hører de positive historier om de mange mennesker med grønlandsk baggrund, som lever i Danmark og beriger det danske samfund.
Et stort projekt
I en samtale med os fortæller Shazia, at hun har brugt det meste af et år på at få udstillingen op at stå. Naturligvis drømmer hun om, at udstillingen får et langt liv og vil blive vist mange forskellige steder.
- Jeg har altid haft mange grønlandske venner og bekendte. Har været i Nuuk, og har altid syntes, at der er så mange gode ting i de grønlandske kredse, jeg har været i. På en eller anden måde føler jeg en stærk forbindelse til Grønland.
De store portrætter er med vidt forskellige personer. Shazia Khan formår at ramme den store mangfoldighed, der er i gruppen af grønlændere i Danmark. De medvirkende fortæller alle deres meget personlige historier om, hvordan det er at have to eller flere kulturer med i bagagen.
Mange positive og gode ord
Lytter man til de forskellige podcasts eller læser i det flotte program, der findes til udstillingen, bliver man hele tiden beriget. De portrætterede optræder på billederne kun med fornavne. Nogle kendte og nogle ukendte, naturligvis.
Der er Lars Olaf som siger, at når man føler sig midt imellem to nationer, to sprog, to kulturer, så bliver den tredje, fjerde, femte kultur også mere spændende. Og Malou som siger, at selvom man kun har en del af noget, så er man stadig hel i sig selv eller Laila der tror, at kunsten kan gøre en forskel ved at åbne folks blikke for, at der er mange andre måder at se verden på end den, de selv har.
Har selv fået meget ud af at arbejde med projektet
Shazia Khan er ikke i tvivl:
- På det personlige plan har arbejdet med portrætterne og teksterne givet mig rigtig meget. Jeg har tit savnet nogle at tale med om alt det, der rører sig inde i mig. Jeg har fået en hel del af min fortid på plads under arbejdet med udstillingen. Så meget, at jeg blev nødt til at rejse til Pakistan.
- Så man kan sige, at jeg har fundet hjem ved at høre på alle historierne, slutter Shazia Khan vores meget spændende samtale.
Shazia Khan er født i Odense, og har altid sagt når nogen har spurgt, hvor kommer du fra sagt, jeg kommer fra Odense. Hendes far, som ikke bor ret langt fra Nordatlantisk Hus var med til ferniseringen, og så gik snakken på urdu.
Til ferniseringen torsdag eftermiddag var den helt store overraskelse, at sangkoret fra Uummannaq Børnehjem pludselig indtog scenen. De var i nærheden, og så kom de bare og underholdt.
Spoken Word Festival
Shazia Khans meget personlige udstilling SIULIT er en del af Spoken Word Festival i Odense, som igen er en del af H. C. Andersen Festival. SIULIT kan ses frem til den 23. oktober.