Solen kaster lys over Grønland i Tivoli
Solskin og varmt vejr sikrede en god start på andendagen af Grønland i Tivoli.

Hvor arrangementet torsdag blev åbnet med tordenskrald og kraftige regnbyger, tog vejrguderne fredag anderledes positivt mod den store Grønlands-event, der i år afholdes for 34. gang.
Kun nogle kraftige vindstød fik ind imellem folderne i boderne til at tage en lille flyvetur.
De besøgende i Tivoli kan – ud over forskellige musik- og dansearrangementer - besøge forskellige boder med husflid, bøger, musik, kaffe og grønlandsk kage samt moskusburgere.
Sermitsiaq har traditionen tro også en bod med den seneste udgave af avisen samt eksemplarer af SQ, Arnanut og sportsmagasinet Timersorneq.
Som et nyt tiltag reklamerer Sermitsiaq også for sin jobportal SermitsiaqJob ved Grønland i Tivoli.
Dagens program er – lige som torsdagens aktiviteter – præget af grønlandsk musik og kultur.
Blandt de nye navne er shows af instruktøren, produceren og manuskriptforfatteren Pipaluk Kreutzmann Jørgensen, som alle tre dage opfører danseforestillingen Tulugaq (Ravn) på Pantomimeteatret.
Forestillingen handler om frygten for det nye, præsenteret som en kærlighedshistorie, og det er skrevet i anledning af Grønlands Selvstyre.
Skuespillerne er Arnatsiaq Reimer Eriksen, Wilhem Egede og Kristian Mølgaard og musikken er af Ole Kristiansen, Nina K. Jørgensen, Kuupik Kleist og Inneruulat.
Blandt de øvrige navne er Nanoq Jam, der traditionen tro vil skabe god stemning med grønlandske polkarytmer.