dødsfald
Skuespilleren Ole Ernst er død
Ole Ernst blev 73 år. Han sov stille ind i sit hjem på Østerbro i København
Skuespilleren Ole Ernst er død. Det oplyser hans familie til Ritzau. Ole Ernst blev 73 år. Han sov stille ind i sit hjem på Østerbro natten til søndag. Ole Ernst døde efter et par måneders skrantende helbred, og efterlader sig en søster, en datter og et få måneder gammelt barnebarn.
Ole Ernst var vildmanden i det pæne, disciplinerede teaterliv. Han var mand for en "skævert" i ny og næ, men også for scenekunst og skuespil af stort format.
Det viste sig eksempelvis i hans tolkning af titelrollen i "Jeppe på Bjerget", som han spillede på Det Kongelige Teater og siden på turneer rundt omkring i landet.
Ole Ernst blev mange gange i sin karriere stemplet som en "rod". Han kunne støje og buldre som få - i glæde og i raseri - når han følte, at situationen var til det.
Men efter at han havde smækket med døren, kunne han også blive god igen. Kritikere har nuanceret karakteristikken af ham ved at tilføje, at han var en "følsom rod".
De hæftede sig ved, at han i mange år skrev lyrik til skrivebordsskuffen, og de noterede sig den følsomhed, han som skuespiller evnede at give udtryk for.
Ole Ernst var af gøglerslægt med bakkesangerinden Ruth Lund som sin moster og Dyrehavsbakkens pjerrot Erico Lund som en fætter.
Han blev født på Vesterbro og fastslog mange år senere, at han så sig selv som "et ganske almindeligt menneske".
Han prøvede sig selv af som bybud, kok, sømand, glarmester og medhjælper på Svalegangen i Århus sammen med Jens Okking, før han kastede sig ud i det, han allermest havde lyst til: At blive skuespiller.
Han afsluttede elevskolen på Odense Teater i 1967 og blev yderligere to år i den fynske hovedstad. Via andre engagementer fik han ansættelse på Det Kongelige Teater i 1970. I første omgang blev det til 16 år på nationalscenen med store kunstneriske triumfer, men også problemer i spændingsfeltet mellem hans personlige og professionelle liv.
Til hans store roller på Kgs. Nytorv hørte Claudius i "Hamlet" og Mozart i "Amadeus".
Ole Ernst fik nu mange gode roller, også på film, hvor det blev til mere end 40 roller. I 1970erne slog han sit navn fast med sin klassiske Per-figur i kriminal-trilogien "Flugten", "Per" og "Blind makker".
Han repræsenterede en nyskabelse i dansk film med sin ligefremme og realistiske spillestil og viste i de følgende årtier, at talentet rummede mange flere facetter.
Eksempelvis som politiassistent Holm i en række Olsen-bande film og som landmanden i Morten Arnfreds "Der er et yndigt land" fra 1983.
Også i "Hærværk", "Peter von Scholten" og "Sort høst" havde Ole Ernst markante roller, og i "Okay" fra 2002 demonstrerede han Bodil-klasse som Paprika Steens dødsmærkede far.
Det blev dog ikke til en Bodil det år, så Ole Ernst måtte trøste sig med de to statuetter, han havde stående for "Flugten" og "Der er et yndigt land".
De indskrev sig i rækken af udmærkelser, som den populære skuespiller blev hædret med i årenes løb. Blandt dem kan nævnes Olaf Poulsens Mindelegat, Teaterpokalen og Oehlenschlägers Legat.