advent
Simon Lynge: - Jeg kan savne barnet i mig selv
Det kan til tider være hårdt, når man bor langt fra hjemlandet - især ved juletid. Men det kan også give et andet blik på hjemlandet og dem derhjemme.
Det er ikke altid lige nemt, når Simon Lynge i adventstiden sidder i USA og ser billeder af julekranse blive postet på facebook. Advent går man nemlig ikke så højt op i, i USA.
- Sådan nogle små ting, hvor jeg husker min barndom, dem savner jeg, siger sangeren til Sermitsiaq.AG.
Kæmper med afstanden
For selvom Simon Lynge har sin kone og sine to drenge omkring sig, så er det ikke altid så lige til, at bo så mange flytimer hjemmefra.
- Det er svært. Det er noget jeg kæmper med og jeg overvejer nogle gange at flytte tilbage.
- Men det er et valg jeg har truffet.
Mere rent forhold til mennesker
For der er bestemt også positive ting ved afstanden. Simon Lynge fortæller, at han ser både Grønland samt familie og venner med andre øjne.
- Nogen gange kan afstand give et andet perspektiv på, hvad for et forhold man har til mennesker.
- På en eller anden måde værdsætter jeg de mennesker mere, som jeg er væk fra. Jeg kan mærke at jeg savner dem, jeg kan mærke at jeg elsker dem, og når jeg ser dem, så er det meget rent, forklarer han.
Julen er magisk for Simon Lynge
Men især ved juletid kan savnet til tider blive lige stort nok. Ligesom mange, der bor i Danmark eller blot et andet sted i Grønland, så mangler de, man plejede at holde jul sammen med.
- Jeg ville bare gerne give min familie et knus juleaften, og det kan jeg ikke. Det er svært nogle gange. Jeg savner min mor, min far og mine bedsteforældre.
Barnet indeni
Når Simon Lynge tænker tilbage på sin barndom, så husker han juletiden som magisk.
- Jeg syntes også nogle gange, at man kommer til at savne barnet i mig selv, når det er jul.
- Nu er jeg så heldig, at jeg selv har børn. De minder mig om den magi, som jeg husker.
Så nu oplever han magien igennem hans to sønner, samtidig med at hans egen rolle nu er faderens.
- Jeg vil gerne være et modent, voksent og ansvarligt menneske med et levende barn inde i mig. For den der naturlige godhed, som et barn har.
- Den åbenhed og velvilje som børn har overfor andre mennesker, den vil jeg gerne bevar i mig selv. Samtidig vil jeg også gerne være en, der tager ansvar for de beslutninger, som jeg tager.