SF og EL: Dansk kolonialisme skal på museum

Danmark skal have et museum, der fortæller om den del af historien, hvor landet drev slavehandel og koloniserede flere steder i verden. Og det skal på finansloven, lyder det fra partier.

Skulpturen "I Am Queen Mary", skabt af Jeannette Ehlers og La Vaughn Belle, står midlertidigt foran Vestindisk Pakhus i København. Huset var omdrejningspunkt i Danmarks koloniale fortid, og det er her SF mener, at museet skal ligge.

Danmark skal have et kolonihistorisk museum. Sådan lyder kravet fra SF til årets kommende finanslovsforhandlinger. Det skriver Kristelig Dagblad.

Det skal ligge i det 7000 kvadratmeter store Vestindisk Pakhus, lyder forslaget.

Ideen er ikke ny. Enhedslisten stillede samme forslag tilbage i 2017, men dengang fik det ikke opbakning. Ifølge Kristielig Dagblad er der dog ingen af de danske partier, der våger sig ud i at afvise ideen denne gang.

Historien skal gøre os klogere

Enhedslistens kulturordfører og ordfører for Arktis, Grønland og Færøerne, Christian Juhl, understreger, hvorfor han mener, det er vigtigt.

- Vi skal gøre kilder til vores historie tilgængelige. Vi skal minde folk om fortiden for at blive klogere på den tid, vi lever i nu. Et museum er et voldsom godt bidrag til netop det, og derfor er det vigtigt, at vi får det lavet, siger han til Sermitsiaq.AG.

Christian Juhl, mener ikke, at beliggenheden for et museum er mejslet i sten endnu.

- Der er også bygninger, hvor man kan tage udgangspunkt i den dansk/grønlandske historie, som kunne være gode til at huse museet, siger han.

SF´s forslag om et kolonihistorisk museum er kommet på banen, efter at debatten om Black Lives Matter er blusset op. I kølvandet på den debat diskuteres det verden over, hvorvidt mindesmærker og statuer fra kolonitiden og tiden med slavehandlere skal fjernes for at hele sårene fra den mørke fortid for nutidens efterkommere.

Hans Egede kan få et nyt hjem

På nationaldagen, blev Statuen af Hans Egede I Nuuk overhældt med maling og fik påskrevet ordene "decolonize" ("afkolonisere", red.). Det har skabt en heftig debat i befolkningen og blandt politikere om, hvorvidt statuen skal fjernes og eventuelt sættes på museum, eller som nogle mener ”kastes i havet”.

Christian Juhl mener, at man skal hive statuerne ned, men at man ikke må glemme dem.

-Vi skal også huske den mørke tid i vores historie. Alt andet er hamrende farligt, for vi er nødt til at lære af historiens fejltagelser. Bed de unge studere og reflektere over historien, og blive klogere, siger Christian Juhl.

Han påpeger, at det selvfølgelig er den grønlandske befolkning, der skal tage stilling til Hans Egede-statuen i Nuuk og, hvorvidt den skal smides i havet eller på museum, hvad enten det bliver på Kolonihistorisk museum i Danmark eller på Nationalmusset i Nuuk.

Powered by Labrador CMS