Set i Grønland
En meget fornem udstilling med fotografier fra Grønland er åbnet i Odense
Fotograf Carsten M. Pedersen rejste sidste sommer til Grønland og gjorde undervejs ophold i Kangerlussuaq, Nuuk og Ilulissat, og resulatet kan frem til den 24. marts ses i Kunstbygningen Filosoffen ved Odense Å i hjertet af Odense.
Udstillingen Set i Grønland rummer 12 fotografier alle i sort-hvid og alle i meget store størrelser. De største to gange en meter.
De store fotografier kommer rigtig til sin ret i den flotte udstillingsbygning ned til Odense Å.
Et fotografi hver dag
- Jeg havde, inden jeg rejste, besluttet, at jeg hver eneste dag undervejs skulle fotografere et godt billede. Før jeg tog afsted, havde jeg en forestilling om, at mine motiver primært skulle være mennesker, som jeg mødte på min vej. Det viste sig at være svært på så kort tid, som jeg havde til rådighed at opbygge et nødvendigt tillidsforhold til mine motiver. Derfor ændrede jeg målsætning og koncentrede mig om at fotografere helt spontant, hvad jeg mødte, fortalte Cartsen M. Pedersen til Sermitsiaq.AG, inden udstillingen blev åbnet.
Der er blandt andet billeder med badende børn, natur, boligblokke, slædehunde og naturligvis med is.
Carsten M. Pedersen er autodidakt fotograf og interessen for Grønland skyldes blandt andet, at Carsten M. Pedersens kone har grønlandsk baggrund.
Julie Berthelsen var der
Ved åbningen af udstillingen underholdt Julie Berthelsen med to grønlandske sange skrevet af hendes far Per Berthelsen. Sangene passede godt til de store fotografier, og som Julie udtrykte det:
- Når jeg står her foran en badesø i Ilulissat, kommer jeg pludselig til for første gang i mange år at tænke på, hvor dejligt det var om sommeren at svømme lidt rundt i en af søerne.
Sådan var vi mange, der havde det. De store flotte fotografier fik tankerne på langfart. Og vi har igennem mange år vænnet os til, at fotografier fra Grønland skal være i farver. Sådan behøver det ikke at være, og Cartsen M. Pedersen har med sin udstilling bevist, at Grønland ikke bliver mindre spændende i sort-hvid, måske snarere tværtimod.
Carsten M. Pedersen håber på, at nogle af udgifterne til udstillingen kan finansieres ved salg af fotografier. I den forbindelse vil der kun bliver trykt otte eksemplarer af hvert kunstværk.
Udstillingen kan ses frem til 24. marts.