Seminar om hvordan børn og unge kan genvinde selvværd
'Projekt Siunissaq uagut pigaarput/The Future Belongs to us/Fremtiden tilhører os' arrangerer et seminar om hvordan børn og unge kan genvinde selvværd, livsmod og handlekraften – og derved bidrage til at styrke Grønlands fremtid
Titlen på seminaret er 'Grønlands unge - fremtidens styrke', og det foregår på kulturhuset Katuaq i Nuuk i morgen, torsdag.
Det skriver 'Projekt Siunissaq uagut pigaarput/The Future Belongs to us/Fremtiden tilhører os' i en pressemeddelelse.
Seminaret sætter fokus på hvordan børn og unge kan genvinde selvværd, livsmod og handlekraften – og derved bidrage til at styrke Grønlands fremtid.
Livsmod og handlekraft
- Det er et ønske om at inspirere fagfolk, beslutningstagere og studerende og at dele resultaterne af fire års arbejde med børn og unge i fire byer, som er baggrunden for seminaret. Projekt Siunissaq har siden 2015 gennem 30 deltagerbaserede workshopforløb arbejdet med at give børn og unge livsmod og handlekraft og metoderne bag dette præsenteres på seminaret, oplyses det.
Bedre trivsel
Det er især de kunstnerisk og kreative forløb og udtryk som giver de unge bedre kontakt med deres følelser og en stemme at tale med, der vil være fokus på.
- Men også hvordan man deltagerbaseret kan arbejde med at skabe bedre trivsel og større selvværd samt hjælpe unge til at sætte grænser for andre og med at styrke fællesskaberne i lokalsamfundet, lyder det i en pressemeddelelse.
Seminaret starter klokken 13.00.