kultur
Se billeder: Nuuks største café blev koncertsted
Café Pascucci i Nuuk Center blev lørdag aften omdannet til et vellykket koncertsted
Lørdag aften blev en af Nuuks mest populære caféer Café Pascucci i tre timer lavet om til et koncertsted med internationale kunstnere.
Alle stole var optaget, og dørene måtte hurtigt lukkes på grund af pladsmangel.
Hans Ole Amossen, som havde rigget det meste udstyr op til hele eventet, startede med et spille et par numre under hans kunstnernavn Da Bartali Crew.
Hans inuk-electro var ganske egnet til et publikum der sad ned, og der blev vugget med hovederne ved cafébordene.
Nyt album på vej
Da Bartali Crew varmede op for først Nina Kreutzmann Jørgensen, som sammen med Malik Hegelund Olsen spillede flere sjælere.
Denne lørdag gav sangerinden smagsprøver på sit kommende album, som viser en mere dæmpet stil med plads til mere humor.
Mange vittigheder var der til gengæld ikke under den voldsomme afslutning på aftenen som færøske Orka leverede. Det er sjældent, at så intense electronica-acts gæster Grønland.
Læs: Nive Nielsen klar med ny plade
Orka, som har eksisteret i en del år og fået meget anerkendelse i Norden for sine eksperimenterende lydlandskaber, formåede at levere en virkelig original optræden foran det tilfredse cafépublikum.
Anledningen til Pascucci-koncerten er, at Nina Kreutzmann Jørgensen har fået caféen til at sponsere flybillletter til færingene, hvoraf flere er involveret i indspilningen af sangerindens næste album.
Håber på flere café events
Sermitsiaq.AG spurgte Kreutzmann Jørgensen, om der mon kommer flere Pascucci-koncerter i fremtiden.
- Jeg tror bare, dette er en enkelt aften, og så er der ikke mere. Caféen har ikke lagt op til, at der skal være mere fremover, men lad os da håbe, at de måske får lyst, og at der også er flere, der gerne vil arrangere noget lignende en anden gang, svarede Nina Kreutzmann Jørgensen efter showet lørdag.
Læs: Kæmpefond låner millioner til vækst i Nuuks natteliv