Odense
Se billeder: Nordatlantisk Sommer
Første arrangement i rækken af nordatlantiske sommertilbud i og omkring Nordatlantisk Hus i Odense fandt sted fredag eftermiddag
Håndboldtræner Jakob Larsen og rådmand og formand for Nordatlantisk Hus Steen Møller klippede snoren og så var bolden givet op til åbningen af Nordatlantisk Sommer foran Nordatlantisk Hus på havnen i Odense.
Både Jakob Larsen og Steen Møller holdt tale. Jakob Larsen fortalte om forskellen, som han ser det på at være barn i Grønland og i Danmark. Blandt andet fortalte Jakob Larsen om en eftermiddag med fangst af angmagssat ved Ilulissat, da han var barn.
- Vi var ikke bange for at komme ud på egen hånd, selv om vi ikke var så gamle. Vi måtte mange ting og var ikke bange for naturen.
- Her i Danmark passer vi meget mere på. Kom nu ikke for tæt på vandet, siger vi til børnene, var noget af det, som Jakob Larsen sagde.
Noget for alle
Der var vikinger, der var færøske robåde og ikke mindst var der glade mennesker i nationaldragter. Den ene flottere end den anden.
Grønlandskske Ivalu Egede Martinsen lagde ikke skjul på, at den grønlandske nationaldragt og en varm dansk sommerdag ikke er det allerbedste match. Til Sermitsiaq.AG udtrykte Ivalu Egede Martinsen det meget kontant:
- Selv om jeg har snydt lidt og taget indmaden ud af mine kamikker, er det meget varmt og nu glæder jeg mig til at få sommertøjet på igen.
Der sker noget hver fredag og lørdag i sommermånederne
Der vil i de tre sommermåneder være Nordatlantisk Sommer hver fredag og hver lørdag i og omkring Nordatlantisk Hus.
Alle fredage fra kl. 16.00 vil der være forskellige nordatlantiske oplevelser: Børneeventyr, færøske både og islandske heste og meget mere. Alle lørdage vil der fra kl. 14.30 være musik på terrassen.
Se billeder under denne tekst