Imernalaaq Festival
Rockgruppen ‘Simik’ går atter på scenen
Imernalaaq-festivalen, der bliver afviklet 30. og 31. januar i Nuuk, bliver åbnet af den legendariske rockgruppe ‘Simik’, der i sin tid har fået bandlyst et af deres numre af den nationale radiostation KNR
Grønlands musikerforbund, Nunatsinni Nipilersortartut, arrangerer i samarbejde med kulturhuset Katuaq i Nuuk i dagene 30. og 31. januar Imernalaaq Festival, hvor de grønlandske Koda-priser for 2013 og 2014 blandt andet vil blive afsløret på festivalens anden dag.
Festivalen bliver åbnet af den legendariske rockgruppe ‘Simik’, der har eksisteret som gruppe siden 1978. Gruppens grundstamme består af brødrene Frederik Lynge, Steen Lynge og Steffen Lynge.
Bandlyst af KNR
‘Simik’, der har har udgivet fire albums, vil ifølge arrangørerne af Imernalaaq Festival genopføre deres værker som ‘Iliveqarfik’ ‘Tusaavinga’ og ‘Aylayla’.
‘Iliveqarfik’, hvor der synges om kirkegården, hvor venner og forfædre ligger begravet, blev i sin tid bandlyst af den nationale radiostation KNR. Bandet skabte ‘Iliveqarfik’ for at bryde døden som tabu.
Brødrene Lynge vil spille sammen med Lars Peter Stubkjær, Erneeraq Zeeb og Jason Nystrup.
Derudover vil gruppen ‘Katuma’, der er aktuel med deres første album ‘Allanngulerpugut’, spille om fredagen, ligesom Kimmernaq også vil gå på scenen efter et par års pause.
Naneruaq og Kimia om lørdagen
Når de grønlandske Koda-priser for henholdsvis 2013 og 2014 lørdag er blevet afsløret, fortsætter Imernalaaq Festivalen med andre kendte bands.
Lørdag skal Naneruaq, der også er et velkendt band, spille med velkendte og nye numre, skriver arrangørerne bag Imernalaaq Festivalen.
Bandet består af forsanger Niels Platou, Elo Geisler (formand for Nunatsinni Nipilersortartut), Ove Heilmann og Niels Ole Olsen.
Udover Naneruaq skal Kimia, der også er aktuelle med deres debutalbum ‘Kimia’, med Mike Fencker Thomsen som frontfigur spille om lørdagen. Debutalbummet ‘Kimia’, er Mike Fencker Thomsens første egenproducerede indspilning.
Ifølge arrangørerne betyder 'Imernalaaq' vibrationen i skindet på den traditionelle tromme.